Krohn-Dehli: Olsen har ikke sagt noget
Illustration
Landshold

Krohn-Dehli: Olsen har ikke sagt noget

Michael Krohn-Dehli ved ikke, om Morten Olsen fortsætter som landstræner. Men han ser gerne vordingborgenseren fortsætte. 

Fortsætter Morten Olsen som landstræner for Danmark?

Det er endnu ikke afklaret, for både DBU og landstræneren selv holder kortene tæt til kroppen. Heller ikke landsholdsspillerne har fået noget at vide endnu, melder Michael Krohn-Dehli i et interview med tv2.dk. 

- Han har ikke sagt noget om, hvad han har tænkt sig at gøre nede i omklædningsrummet.  Men jeg kan i hvert fald godt stå inde for den måde, han spiller fodbold på. Så jeg vil da helt klart opfordre ham til at tage en tørn mere, siger Krohn-Dehli til tv2.dk. 

Selvom Danmark er gået glip af muligheden for at komme til VM, har Michael Krohn-Dehli en god fornemmelse i kroppen. 

- Jeg tager afsted med en god følelse efter den sidste håndfuld kampe. Trods alt. Der er ikke nogen tvivl om, at vi alle gerne ville have været med til det VM. Men vi skal jo også videre. Vi spiller kampe hver uge, og vi kan ikke blive ved med at ligge ned oven på den her skuffelse, siger han.