Kommunikationschef: Fodboldspillere er for kedelige
Foto: Marie Katrine Kragh / Polfoto
Landshold

Kommunikationschef: Fodboldspillere er for kedelige

I Spillerforeningens medlemsblad opfordrer kommunikationsrådgiver Christian Schultz fodboldspillere til i langt højere grad at promovere sig selv.

DBU og landsholdsspillerne fik efter lange og seje forhandlinger indgået en ny aftale. I de hårde forhandlinger var det blandt andet et stridspunkt, om hvorvidt spillerne skulle indgå kollektiv eller individuel aftale med DBU. Unionen ønskede spillerne på individuelle kontrakter, så DBU blandt andet kunne lave aftale med den enkelte spiller om at være tilrådighed eksempelvis i forhold til fan og sponsor-arrangementer. 
 
Spillerne ønskede at bevare den en kollektiv aftale, hvilket blev bakket op af Spillerforeningen, der forhandlede aftalen på vegne af spillerne. Og spillerne fik deres vilje, så ordlyden i den nye aftale blev ensartet som en kollektiv aftale.
 
Men i spillerforeningens eget medlemsblad Indersiden kan man nu læse, hvordan seniorrådgiver og ejer af kommunikationsbureauet &Schultz,  Christian Schultz langer ud efter fodboldspillere som værende for kedelige og grå.
 
Kommunikationsmanden mener, at fodboldspillere generelt er for dårlige til at komme ud med budskaber som individer og derved skille sig ud fra mængden. 
 
- Fodboldspillere udnytter ganske enkelt ikke, at de har en enestående mulighed for at komme i medierne. Der er i disse år en fantastisk bevågenhed og interesse for topidrætsfolk og i særdeleshed fodboldspillere. De største stjerner i Superligaen kan nærmest selv bestille taletid. Og de er som regel også gode til at udnytte den.” 
 
- Men der er også en stor grå masse af fodboldspillere, der fremstår som ligegyldige, men som man nemt kunne gøre meget, meget interessante. Der er et hav af virksomheder, nationale, regionale og lokale, som man som fodboldspiller kan indgå samarbejdsaftaler med.
 
- Det handler om, at fodboldspillerne gør sig interessante i de områder, de bor og spiller i. Få en holdning til noget, vis noget kant og involver dig. Ikke alle behøver være ansigtet for Coca-Cola i Danmark, men man kan sagtens gå ud og kommercialisere sig selv på andre måder også, siger Christian Schultz til Indersiden.
 
Christian Schultz taler naturligvis ikke kun om landsholdsspillere, men peger på, at også spillere lige under de bedste med fordel kan promovere sig selv bedre i pressen og udnytte en status som et kendt ansigt ved at opbygge et brand.
 
Christian Schultz peger på, at man ved at søge selv-promoveringen i højere grad kan styrke karrieren og gøre sit navn og brand interessant for klubber, agenter og sponsorer.