Jim Stjerne advarede mod millionpension til Allan Hansen
Illustration
Landshold

Jim Stjerne advarede mod millionpension til Allan Hansen

Jim Stjerne Hansen advarede DBU's bestyrelse mod at tildele Allan Hansen pension med tilbagevirkende kraft uden at involvere repræsentantskabet. 

Da Allan Hansen i forbindelse med sin afsked som formand for DBU modtog pension med tilbagevirkende kraft på 1,5 millioner kroner, skete det trods en advarsel fra forbundets generalsekretær Jim Stjerne Hansen. DBU's bestyrelse traf således beslutningen om at tildele den afgående formand et særligt honorar uden at involvere forbundets øverste instans, repræsentanskabet. Det skriver Politiken.

- Jeg advarede forretningsudvalget mod at tage beslutning om formandens pension – endda med tilbagevirkende kraft – uden specifikt at involvere repræsentantskabet, siger Jim Stjerne-Hansen til Politiken. 

Jim Stjerne Hansen stoppede selv som generalsekretær i DBU ved udgangen af 2013. 

Ifølge Politiken kan det have været imod DBU's egne regler, at beslutningen om Allan Hansens pension blev truffet uden involvering af repræsentantskabet, og i yderste konsekvens kan det betyde, at DBU's bestyrelse bliver stillet til ansvar for handlingen.