Eriksen godt tilfreds med sejr, spil og 10-tal
Illustration
Landshold

Eriksen godt tilfreds med sejr, spil og 10-tal

Christian Eriksen optrådte for første gang i Parken med nummer ti på ryggen for landsholdet. Han glæder sig over sit nye rygnummer - og den danske sejr over Sverige.

Efter en lang sæson med mange kampe, kan den danske offensivprofil Christian Eriksen nu gå på ferie oven på onsdagens 1-0-sejr over Sverige.

Det gør han med en god fornemmelse efter endnu en god kamp af ham og resten af landsholdet, og Christian Eriksen har således en helt anden følelse i kroppen end for et år siden, hvor sæsonens sidste kamp var 0-4-nederlaget mod Armenien.

- Vi er fint tilfredse med det, vi spillede i dag, så det er vi glade for. Jeg går på ferie med et fint indtryk. Jeg synes, at jeg spillede en god kamp i dag, og er rigtig glad for, at vi endelig fik en sejr herinde. Det er lidt anderledes at gå på ferie i år end sidste år, så det er jeg rigtig tilfreds med, siger Christian Eriksen til tipsbladet.dk.

Han ser fine perspektiver for det danske landshold, som indleder EM-kvalifikationen til efteråret.

- Det er rigtig spændende. Man kan se i de kampe, vi har spillet, at vi har leveret spændende, aggressiv og offensiv fodbold, så det forventer jeg også i de andre kampe, der kommer. Det bliver en spændende tid, der kommer, siger Christian Eriksen.

I de seneste to landskampe har Christian Eriksen for første gang spillet i trøje nummer ti på det danske landshold. Tidligere har han primært spillet med nummer otte, men han er glad for sit nye nummer.

- Det var lidt en overraskelse fra vores holdleder Simon (Rasmussen, red.). Jeg havde egentlig forventet, at jeg skulle spille i nummer otte i Ungarn, men der valgte han altså den anden. Det har jeg ikke noget imod; det er jeg helt tilfreds med, siger han.

Det er ingen hemmelighed, at trøje nummer ti på landsholdet tidligere har tilhørt Michael Laudrup, som Christian Eriksen er blevet sammenlignet med så mange gange. Det tænker Eriksen dog ikke på.

- Overhovedet ikke. Der er prestige i nummeret, men det er ikke sådan, at man tænker over, hvem der har haft det før, siger han.