DBU tilbage til forhandlingsbordet: Vi har lyttet til spillernes opfordring
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Landshold

DBU tilbage til forhandlingsbordet: Vi har lyttet til spillernes opfordring

DBU har lyttet til opfordringerne fra spillerne og vil derfor tilbage til forhandlingsbordet for at finde en løsning med Spillerforeningen og landsholdsspillerne.

Forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen omkring en ny aflønningsaftale brød i sidste uge sammen, men nu har parterne tænkt sig at tage endnu en svingom ved forhandlingsbordet. Det bekræfter DBU i en pressemeddelelse. Direktør Claus Bretton-Meyer fortæller, at unionen gerne genoptager forhandlingerne. Det sker efter flere opfordringer fra landsholdsspillere som Wiliam Kvist og Lars Jacobsen, der begge har fremlagt spillernes synspunkter i videoer på Facebook.

- Det er og bliver en beklagelig situation, når vi ikke har en landsholdsaftale. Vi har derfor lyttet til flere spilleres opfordring om at komme tilbage til forhandlingsbordet. Vi har aftalt en række møder med Spillerforeningen og håber på en snarlig løsning, siger Claus Bretton-Meyer.

De to punkter, der har været gentagende forhandlinger om, er en lønnedgang til landsholdsspillerne samt aftaler med de enkelte spillere, så DBU i fremtiden har nemmere ved at inddrage dem i kommercielle sammenhænge.