DBU-chef: Østlande ikke økonomisk attraktive
Illustration: DBU
Landshold

DBU-chef: Østlande ikke økonomisk attraktive

Sportsligt set er Danmarks VM-lodtrækning fornuftig, men økonomisk set er den det ikke. DBU's administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, ville hellere have haft Norge og Sverige.

En VM-kvalifikationsgruppe med Rumænien, Polen, Montenegro, Armenien og Kazakhstan. Det er facit efter gårsdagens lodtrækning hos FIFA, og selv om eksempelvis Simon Kjær ser gode sportslige muligheder, er der ikke mange penge i førnævnte østeuropæiske lande.

Det mener DBU's administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer. Han ville hellere have haft et par af vores nabolande, der kunne trække fulde huse i nationalarenaen.

- Jeg vil ikke forholde mig til det sportslige, men rent økonomisk er det bestemt ikke optimalt for os. Vi får store rejseomkostninger til bl.a. Kasakhstan, og på billetsiden er det absolut heller ikke et ønskescenarie. Vi havde håbet på Sverige og Norge, men vi må håbe på det bedste trods omstændighederne, og selvfølgelig at vi kvalificerer os til VM i 2018, siger han til dbu.dk.

Danmark skal blive nummer ét i puljen for at være sikker på kvalifikation til VM i Rusland. Ellers skal man blive blandt de otte bedste to'ere, der mødes i playoffkampe.