Dansk sensation og guldøl på knust is

Det danske landshold har historisk set budt nationen på fantastiske oplevelser. En af de helt store begivenheder - hvis i nogens øjne ikke den største - skete tilbage i 1960, da det danske landshold sensationelt spillede sig i den olympiske finale ved OL i Rom 1960.

Hans Mortensen, der til dagligt er politisk reporter hos Weekendavisen fortæller nu historien om det fantastiske OL-hold , sætter scenen for året og tager os med helt ind i omklædningsrummet, hvor den legendariske landstræner Arne Sørensen skabte magi omkring sine spillere.

Bogen Sommeren 1960 udkommer i dag 26. maj hos People's Press. Tipsbladet.dk har i den anledning fået tilladelse til at bringe et uddrag fra bogen.

Scenen er, at det danske hold har vundet de to første kampe over henholdsvis Argentina og Polen men fortsat ikke er sikker på en plads i semifinalen inden den sidste gruppekamp mod Tunesien:

I tynd luft

   Hvis Arne Sørensen har en mening om lederne i DBU, forsøger han i det hele taget at holde den for sig selv. Han bekymrer sig om mere nærliggende ting. Sejrene over Argentina og Polen kan vise sig at være uden betydning, hvis vi ikke får point mod Tunesien i den sidste puljekamp.

Han stiller mulighederne op på et stykke papir. Med en sejr er vi sikre. Uafgjort er også nok. Taber vi 1-0, og Argentina slår Polen med kun ét overskydende mål, skal vi ud i lodtrækning om pladsen i semifinalen. Uafgjort mellem Argentina og Polen er det bedste, så er vi videre uanset hvad.

 

   Arne Sørensen forsøger at sætte sig ind i, hvad den tunesiske træner vil sige til sine spillere. Vel nogenlunde det samme, han selv ville sige, hvis hans hold var i deres situation:

 

   – Gå ud og spil det bedste, I har lært. Vis jer frem. I har intet at tabe. Nyd den sidste kamp i turneringen.

 

   I modsætning til tuneserne har Arne Sørensens spillere alt at tabe. De er under pres, og kan nerverne holde til det? Der er meget at bekymre sig om for en landstræner.

 

   Flere af spillerne er småsyge. Poul »Løve« er alvorligt forkølet, så alvorligt, at Erling Linde Larsen får besked på at holde sig klar til at spille. Bent Hansen har ondt i halsen. Flemming Nielsen og Harald Nielsen har en snert af den influenza, som Sørensen selv kæmpede med under Polenskampen.

 

   Kampen mod Tunesien skal spilles i L’Aquila 700 meter over havets overflade. I tynd luft og stegende varme.

 

– Jeg har været dommer i alle italienske byer, og jeg kan forsikre jer om, at der ikke findes et sted i hele Italien, hvor det er værre at spille end i L’Aquila. En kamp der om eftermiddagen kan blive et rent helvede, lød det opmuntrende fra den italienske dommer Lo Bello efter kampen mod Polen.

 

   Så er der tuneserne. Uden point, men ikke så dårlige endda. De spillede lige op med Polen i en halv time, inden de blev kørt over, og Argentina måtte kæmpe for at slå dem 2-1.

 

   Endelig er der det danske hold. Spillet har ikke fungeret. Sejrene er vundet på indædt fight tilsat nødvendigt held. Henry From, forsvaret og Harald Nielsen har leveret, men det hele er for tilfældigt.

 

   I samarbejde med udtagelseskomiteen beslutter Arne Sørensen sig for den første ændring på holdet. Han ofrer Henning Enoksen, der ellers har spillet de seneste treogtyve landskampe i træk. For det første har Enoksen ikke spillet godt. Han har virket modløs og uden energi. Haft svært ved at finde sin rolle i forhold til Harald Nielsen, der nu er endegyldigt slået igennem som førsteangriber.

 

   For det andet er Sørensen klar over, at hans hold mangler noget på midtbanen. Det går ikke at spille med to mand helt fremme, hvis der ikke er spillere, der kan lægge de afgørende afleveringer. Systemet med to spydspidser har ikke fungeret. Han vil ofre den ene for at få mere kreativitet i opspillet.

 

   Enoksen er skuffet. Han synes, det er uretfærdigt, at han skal ofres for det dårlige spil. Hvorfor lige ham? Men inderst inde ved han godt, at han ikke har spillet godt, og han ved også, at det er nødvendigt at skifte system, når det gamle ikke har fungeret. Han har bare været fast mand så længe, at det er svært at forestille sig andet. Henning Enoksen begynder modstræbende at indstille sig på sin første landskamp nogensinde på bænken.

 

Afløseren er Enoksens kun tyveårige klubkammerat, Tommy Troelsen. Sørensen håber, at Troelsens kreativitet kan tilføre angrebet nyt liv og give først og fremmest Harald Nielsen noget mere at arbejde med, så han ikke skal leve af tilfældige chancer.

 

   Troelsen sprudler af selvtillid, selv om det bekymrer ham, at det er længe siden, han har spillet en kamp. Ikke siden træningskampen mod B-landsholdet i Aarhus godt to uger tidligere. Men han tror på den nye opstilling og erklærer frejdigt til Politiken, at systemet med to spydspidser ikke er »rigtig fodbold«.

 

   Det er den 31. august, klokken er halv otte om morgenen. Arne Sørensen kigger på sit hold, der er samlet for at køre med bus fra den olympiske by til banegården i Rom. De ligner vrag, synes han. Fysisk og psykisk udslidt efter to hårde kampe. Sådan ser han selv ud, ved han. Det bliver en kraftpræstation at få den forsamling til at ligne et fodboldhold inden i morgen, hvor de skal sikre sig puljesejren. Der er ingen, der siger et ord. Det ligner dem ikke, tænker Sørensen.

 

   I toget mod L’Aquila begynder de gradvis at se bedre ud, men så kommer det næste problem. Højden. De går rundt og gaber med underlige mundbevægelser, har svært ved at trække vejret, og der er propper for ørerne. De bliver indlogeret, træner let, går i biografen og ser en western, der er synkroniseret til italiensk. Det sidste er Poul »Løve«s idé. De andre takker ham for den store oplevelse. Ingen har forstået noget som helst.

 

   – Det var så lidt, siger Løve.

 

   – Det er lige det, vi mener, bemærker Henry From.

 

   Arne Sørensen ligger søvnløs det meste af natten. Poul »Løve« Andersen, Flemming Nielsen og Harald er stadig småsyge. Bent Hansen har stadig ondt i halsen. Landstræneren vender og drejer sig i hotelsengen i L’Aquilas tynde luft. Han laver hovedregning: Hvis A vinder over B efter først at have slået C … Det kører og kører. Han sover sent, vågner tidligt og går ned i hotellets restaurant.

 

Reserverne er de første, der kommer ned. Erling Linde Larsen, Finn Sterobo, Jørgen Hansen, Henning Helbrandt, Erik Gaardhøje. De har været igennem de samme regneøvelser som Sørensen og sammenligner resultaterne. Så hører de en høj stemme:

 

   – Nu er jeg helt i orden.

 

   Det er en morgenfrisk Poul »Løve«. Det er lige det, Sørensen har brug for at høre. Det letter. Han tager reserverne ud til træning. De, der skal spille, får lov at hvile sig. Hele holdet spiser frokost klokken 12. Kylling og frugt. Sørensen gennemgår taktikken. Han vil have Flemming Nielsen og Bent Hansen længere frem på banen. Med dem oppe på midten og Tommy Troelsen i stedet for den mere fremskudte Enoksen vil han have holdet til at sætte sig på midten af banen, hvorfra der kan bygges op. Men den gamle regel om at bakke op om hinanden og komme med hjem gælder stadig. Han advarer mod at undervurdere tuneserne. De har alt at vinde.

 

   De kører til stadion og er der klokken 15 – en time før kampstart. Solen bager ned, varmen er ulidelig. Sørensen kan se, at der blandt de relativt få tilskuere er flere hundrede danskere. Det er godt.

 

   Han kalder spillerne ned i omklædningsrummet. Repeterer kort taktikken, fejlene mod Polen. Og så spiller han sin psykologiske trumf:

 

   – I er simpelthen dårlige kammerater, hvis I spilder den kamp. I ved selv, at I kan vinde den. Risikoen ligger I, at I kan tage for let eller for overlegent på det i den naive tro, at I såmænd let kan indhente et eventuelt forspring, som tuneserne måtte få. Hvis I ikke kæmper fra først til sidst, så opfører I jer som elendige kammerater – ikke bare mod de andre, men også mod mig.

 

   Han stopper sin tale dér. Kigger på Henry From, Poul Andersen, Poul Jensen, Hans Christian Nielsen, Bent Hansen, Flemming Nielsen, Poul Pedersen, John Danielsen, Harald Nielsen, Tommy Troelsen, Jørn Sørensen.

 

   Han har ramt plet; flere af dem skuler tilbage. Meget har han budt dem: fodvip, knæbøjninger, englehop, mavebøjninger, benløft. Frosthårde træningsbaner København, Vejle, Odense. Hjemme midt om natten, tidligt op på arbejde. Men at antyde, at de er dårlige kammerater. Det er deres ømmeste punkt. Arne Sørensen ved, at det virker. Han sender sit hold på banen.

 

   Sørensen kan se det med det samme. Der er sket noget med hans spillere. De har vundet to kampe, men ikke spillet godt. Nu kører det, som det skal. Midten af banen er forandret. Tommy Troelsen og John Danielsen bygger det ene angreb op efter det andet, Poul Pedersen er langt bedre end i de første kampe. Men især er det Flemming Nielsen, der er forvandlet. Han er den gode gamle, tænker Sørensen. Flemming løber lige så meget, som han plejer, men nu lykkes tingene også. Han behersker en tredjedel af banen. Forsvaret er solidt, som det plejer, når der er brug for det.

 

   I øvrigt er det noget specielt dansk, det med, at man skal spille flot – et udslag af amatørånden. Spanske klubber har folk på stadion for at kigge på de forunderlige danskere, der kan skabe resultater. Italienske aviser har skrevet anerkendende om det danske hold, der har slået bedre spillende modstandere. Den slags værdsætter man på de kanter. Her gælder det om at vinde, ikke bare om at være med.

 

   En af Italiens mest beundrede fodboldtrænere er Padovas Nereo Rocco, udvikleren af spillestilen »catenaccio«, der skal komme til at dominere italiensk fodbold i årtier. Rocco kom til Padova i 1953 for at redde klubben fra at rykke ud af Serie B. I sæsonen 1957/1958 er Padova blevet nummer tre i Serie A. Catenaccio betyder »slå«, forstået som en slå der bruges til at låse en dør effektivt. Spillestilen er forsvar, forsvar og forsvar tilsat kontraangreb.

 

   Året efter De Olympiske Lege – i 1961 – flytter Rocco til A.C. Milan, hvor han bliver klubbens mest succesfulde træner nogensinde. På hans succeshold i Milan vil man blandt andre komme til at se den yngste spiller ved De Olympiske Lege, Giovanni Rivera, der under OL blot er sytten år.

 

   Roccos fodboldfilosofi kan sammenskrives i et replikskifte fra et interview før en af Padovas kampe. Journalisten slutter med det fromme ønske:

 

   – Må det bedste hold vinde.

 

   – Det håber jeg sandelig ikke, svarer Rocco

 

Arne Sørensen har forstået, at man ikke altid kan både spille flot og vinde. Spillerne har forstået det. DBU-lederne og det meste af sportspressen forlanger stadig både sejr og flot spil.

 

   I dag får de det smukke spil. I kampens første ti minutter kører bolden rundt i flotte kombinationer. Rundt om de forvirrede tunesere. De har studeret Danmarks to første kampe, men møder noget helt andet, end de har ventet og forberedt sig på.

 

   Jørn Sørensen triller i kampens første minutter et frispark kort til Flemming Nielsen, der rammer bolden klokkerent. Desværre står en tunesisk forsvarer i vejen for skuddet. Lige efter lægger Flemming en præcis aflevering til Harald Nielsen, der skyder – lige forbi.

 

   – Hvad er der sket med det danske hold, spørger en italiensk journalist sin sidemand, Poul Prip fra Berlingske Tidende.

 

   – Vi har fået Tommy Troelsen med, og så spiller Flemming Nielsen op til sit allerbedste, lyder svaret.

 

   Tommy Troelsens kreativitet og blik for spillet gør det danske angreb langt farligere og mere uforudsigeligt. Defensivt er han ikke nogen stor tackler. Han er nærmest bange for fysiske dueller, men hans evne til at forudse situationer betyder, at han flere gange kommer på tværs af tunesernes opspil, inden det bliver farligt.

 

   Flemming Nielsen erobrer bolden midt på banen, spiller Harald, der er trukket lidt ud i venstre side. Flere tunesiske forsvarere styrter ud mod danskernes frygtede angriber. Ham har de fået besked på at være over. Det efterlader Jørn Sørensen fri på midten. Harald ser det, afleverer præcist og fladt, men en forsvarer kaster sig ind og får tacklet i skudøjeblikket. Kort efter redder målmanden et skud fra Harald.

 

   Arne Sørensen er for første gang i turneringen rolig. Hans spillere flytter sig perfekt. Tommy Troelsen og John Danielsen fungerer i det kreative spil. Bent Hansen og især Flemming Nielsen trives lidt længere fremme end i de første kampe. Forsvaret tager sig let af de få forkølede modangreb. Det er kun et spørgsmål om tid.

 

   Harald Nielsen bliver spillet helt fri, men snubler og skyder forbi.

 

   John Danielsen dribler sig fri og lægger bolden skråt tilbage til Tommy Troelsen, der skyder – hårdt, præcist. Man hører drønet, da bolden rammer stolpen, men mål er der ikke.

 

   Arne Sørensen begynder at svede. Er det en af de dage? Vi har kæmpet og haft heldet i to kampe, hvor vi ikke har haft spillet. Skal vi nu have spillet og mangle heldet? Det er næsten ikke til at bære. Sørensen kan se, at usikkerheden også er ved at sætte sig i spillerne. Vi har haft mindst ti oplagte chancer, men det står stadig 0-0. Målet er forhekset. Der er spillet femogtyve minutter.

 

   Flemming Nielsen tackler bolden fra en tunesisk angriber langt tilbage på den danske banehalvdel. Arne Sørensen kan se, at Flemming er irriteret over situationen. Han dribler med bolden en halv banelængde. Harald Nielsen rykker sig fri, kalder på bolden. Flemming finter en aflevering, både en back og den tunesiske centerhalf går efter Harald. Så skyder Flemming. Langt udefra, så langt, at den tunesiske målmand bare stiller sig op for at gribe skuddet. Men Flemming har ramt den med ydersiden, den skruer udad, dykker lidt, smyger sig op ad stolpen. Denne gang stolpens inderside. Endelig fører vi 1-0.

 

   Nu går der endelig hul på bylden, tænker Arne Sørensen. Lidt efter er hans spillere igennem igen. Harald Nielsen skyder lige forbi, Jørn Sørensen skyder lige på målmanden. Så er Harald igennem igen. En forsvarer klipper benene på ham. Oplagt straffe, men den italienske dommer Campanati fløjter ikke. Der er alligevel ikke hul på nogen byld, når Sørensen at tænke.

 

   Tuneserne har et af deres sjældne angreb. Hans Christian Nielsen går baglæns – roligt, vurderende, ventende på det rette øjeblik. Den tunesiske innerwing lægger en aflevering til sin centerforward. Hans Christian Nielsen har læst den og går frem. Erobrer bolden og kigger op. Hans Christian Nielsen, der har fået meget ros for sit forsvarsspil, men som ifølge mange journalister og åbenmundede DBU-chefer er for dårlig med bolden, ser, at Poul Pedersen står helt fri tyve meter fremme på banen. Hans Christian Nielsen lægger en millimeterpræcis bold for fødderne af Poul Pedersen.

 

   Poul Pedersen afleverer ind i banen til Harald Nielsen, der spiller tilbage til Pedersen og styrter mod mål. Poul Pedersen opfatter i splitsekundet Haralds hensigt og lægger afleveringen lige i det øjeblik, den danske centerforward er på den rigtige side af offside. Harald har frit løb mod mål, og denne gang brænder han ikke. Danmark går til pausen med 2-0.

 

   Arne Sørensen, der har været meget forsigtig i pauserne under de to første kampe, fordi han vidste, at for meget snak ville bringe de nervøse spillere yderligere ud af fatning, taler meget i dag. Han roser spillet, smådriller sine spillere med, at de kun har scoret to sølle mål med alt det spil. De er ovenpå i dag, måske endda for meget ovenpå. Han slutter med en opsang:

 

– I må ikke tro, at I allerede har vundet, fordi I fører 2-0 og har haft alt spillet. Der er stadig femogfyrre minutter tilbage. Der kan ske meget på femogfyrre minutter. I øjeblikket er vi i den olympiske semifinale, men der er ingen garanti for, at vi stadig er det, når kampen er slut. Det ligger helt i jeres egne hænder. Først og fremmest er det vigtigt, at de ikke får et hurtigt mål. Det vil give dem friske kræfter, og I risikerer at få nerver.

 

   Det er hans sidste og afgørende pointe, inden han sender sine spillere ud til gruppespillets sidste femogfyrre minutter. For guds skyld ikke et hurtigt tunesisk mål.

 

   Der er spillet fire minutter, da det kommer. For første gang i seks halvlege er der koncentrationssvigt i det danske forsvar. Tuneserne får lov at drible rundt i feltet. Højre innerwing, Cherif, slipper fri og scorer via indersiden af Henry Froms højre stolpe. Den danske målmand har ikke en chance. 2-1. Det eneste, der ikke måtte ske.

 

   Så går det præcist, som Arne Sørensen har frygtet. Tuneserne får gejst, danskerne nerver. Danmark har stadig chancer. Tommy Troelsen og John Danielsen har gode forsøg, der bliver afværget. Men det brænder også på i den anden ende. Poul »Løve« afværger et par truende situationer.

 

   Så. Flemming Nielsen sender et frispark ind foran mål. Poul Pedersen lægger den med hovedet for fødderne af Harald Nielsen. Ude på bænken rejser Sørensen sig, oppe på pressepladserne rejser journalisterne sig, de danske tilskuere rejser sig. Den er der. Men nej. Det bliver en halvsløj afslutning, og den tunesiske målmand redder.

 

   John Danielsen finder Harald i fri position. Han skyder på overliggeren. Så er den gal i det danske felt. From halvklarer et hårdt langskud, bolden går lige til en modstander, der skyder. From halvklarer igen. Igen til en tuneser, der skyder. From springer fra liggende position og holder bolden. Hvis de havde scoret der!

 

   Tommy Troelsen tackles stenhårdt. Han bliver liggende på banen i flere minutter og vakler så ud til sidelinjen. Hvis han ikke kan spille videre, er vi færdige, tænker Sørensen. Man må ikke sætte reserver ind under kampene i den olympiske turnering.

 

   Sørensen giver sin spiller koldt vand i ansigtet. Snakker lidt med ham. Det er ikke bare tacklingen, det er varmen, presset, nerverne. Det er Troelsens første kamp i lang tid. Han løber på banen igen – nogenlunde klar.

 

Danmark har stadig godt spil, men nerverne er tyndslidte. Tuneserne kæmper videre. Deres centerforward er helt fri til skud. Ud af ingenting kommer Flemming Nielsen i en glidende tackling og blokerer. Men der går kun lidt over et minut, inden den er gal igen.

 

   Tunesernes højre wing slipper undtagelsesvis fri af en godt spillende Poul Jensen. Wingen skyder hårdt og fladt. From har ikke en chance for at nå den. Bolden drøner mod stolpen. Tæt på en udligning. Heldet er nu med danskerne.

 

   Der er tre minutter igen. Sørensen kigger på uret. Det her er mere spændende, end han ønsker sig. Tuneserne angriber, presser. Poul Pedersen er nede for at hjælpe forsvaret. Han erobrer bolden og sender den langt op ad banen til John Danielsen, der spiller Harald Nielsen.

 

   Harald er dårligt placeret og har for mange modstandere omkring sig. Han jagter bolden, men en tunesisk forsvarer når den først. Han kan bare prikke den tilbage til sin målmand, men han har ikke set, hvor tæt på Harald er. Forsvareren vender sig for at spille fremad, men så er Harald der, prikker bolden fra ham, skyder. Målmanden, der ikke har opfattet, hvad der skete, reagerer overhovedet ikke. Efter alle de brændte chancer lukker Harald Nielsen kampen tre minutter før tid på noget, der faktisk ikke var en chance. Sådan spiller en rigtig angriber. 3-1.

 

   Dommeren fløjter af. Arne Sørensen løber jublende på banen, dasker sine spillere på ryggen. Han er lige ved at vælte dem omkuld. De kan dårligt stå oprejst til hyldesten af vinderne af tredje pulje.

 

   De står længe under bruserne uden at sige noget. Så hører Arne Sørensen Harald Nielsens stemme:

 

   – Det her er den lykkeligste dag, jeg har oplevet i de atten år, jeg har levet.

 

   Tommy Troelsen har genvundet energien, og over for en journalist placerer han æren for resultatet:

 

   – Det var en vidunderlig oplevelse at få lov at være med. Det er jo det, vi har slidt og slæbt for i månedsvis. Morsomt har det bestemt ikke altid været at skulle træne i en uendelighed. Men vi har gjort det, fordi vi vidste, at det var nødvendigt. Og vi har gjort det for Arne Sørensen. I alt slags vejr og på alle årstider er Arne dukket op. Altid oplagt, og når han kunne, kunne vi også. Det er frem for nogen anden ham, der har bragt Danmark frem til den olympiske semifinale. Og det er ikke bare noget, jeg mener. Det mener vi spillere. Hver og en.

 

DBU’s formand, Ebbe Schwartz, står midt i omklædningsrummet og tuder af bevægelse. Tre folk fra Carlsberg kommer ned i omklædningsrummet med guldøl på knust is. Alle er enige om, at Danmark har et storartet landshold – også de højrøstede DBU-ledere.

 

   Alle er jo sammen om det her, selv om nogle er mere sammen end andre.

 

   – Nu har vi måske endda fortjent vores medalje af pap, bemærker anfører Poul Jensen.

Sommeren 1960 af Hans Mortensen udkommer hos People's Press torsdag 26. maj