Dansk Ajax-komet: Tager det roligt
Foto: Ajax
Landshold

Dansk Ajax-komet: Tager det roligt

Den danske angriber Kasper Dolberg skal i næste uge med U21-landsholdet. Han håbede på at blive udtaget til A-landsholdet, men accepterer, at tingene tager tid.

Fire kasser i seks kampe i den hollandske Æresdivision er status for danske Kasper Dolberg, der har fået en fremragende start på denne sæson, hvor den 18-årige angriber er kommet på førsteholdet og er braget igennem.

Dolberg, der har en fortid i Silkeborg IF, har gjort det så godt, at flere har talt om en udtagelse til A-landsholdet, ligesom landstræner Åge Hareide har kaldt angriberen for spændende. Endnu er det ikke blevet til udtagelse til A-landsholdet, og derfor står den på opgaver med U21-landsholdet, hvor Kasper Dolberg i næste uge er med Niels Frederiksens mandskab.

- Jeg synes selv, det virker lidt vildt, at folk tænker sådan. For det er gået så hurtigt. Det var ikke noget, jeg gik og forventede. Selvfølgelig håbede jeg på det, men jeg regnede ikke med, det ville ske. Jeg har kun spillet 30 minutter for U21-landsholdet, så jeg tror, det er fint at tage det roligt på den front, siger den 18-årige angriber til BT.

Dolberg har blot spillet en enkelt kamp for U21-landsholdet. Det var mod Rumænien, hvor angriberen kom ind fra bænken og i øvrigt scorede i opgøret.

I Ajax har Dolberg ud over de fire scoringer i Æresdivisionen scoret en enkelt gang i Champions League-kvalifikationen og er blevet udråbt til et af de største talenter i hollandsk fodbold.