Danmark reservekeeper: Alle er motiverede
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Landshold

Danmark reservekeeper: Alle er motiverede

Motivationen er til stede, når det danske landshold møder Albanien i Parken fredag aften.

Det danske landshold står foran en yderst vigtig landskamp fredag aften, hvor Albanien gæster et udsolgt Parken. Her skal Morten Olsens tropper helst have alle tre point i forsøget på at kvalificere sig til EM i Frankrig næste år. Både Danmark og Albanien står noteret for 10 point i gruppen, mens Portugal har 12 point. Albanien har dog kun spillet fire kampe, mens Danmark og Portugal har brugt fem kampe.

En af de spillere, der med al sandsynlighed ikke kommer i aktion fredag aften, er Jonas Lössl fra franske Guingamp. Den danske målmand er udtaget som tredjekeeper, og det vil sige, at han på banen fredag aften ikke kan hjælpe til.

Men hvilken rolle har man så?

- Min rolle skal udfyldes til træning og i dagligdagen, hvor jeg skal være der og vise, at jeg er god, og at jeg kan presse de andre. Og så kan det da også godt være, at jeg lige lader Bendtner sparke et af de frispark ind, han normalt ikke scorer på, så han er helt klar.

- Ellers handler det om at være på - det gælder jo for alle på holdet. Og så handler det om sammenhold og positivitet.

Folk som Agger, Højbjerg, Bendtner med flere har mange øjne på sig. Kan du gøre noget ekstra for at gøre dem klar?

- Nej. Jeg tror slet ikke, de har brug for hjælp. Det er yderst professionelle spillere, der kan sætte sig op til de her kampe. De har jo været i situationen så mange gange før.

Selv om det ikke bliver til spilletid fredag aften, kan Jonas Lössl godt mærke, at han er spændt på kampen.

- Det er jo det, vi lever for. Et fyldt Parken og den største kamp for mig. Jeg glæder mig helt vanvittigt til de her to kampe, selv om jeg nok ikke kommer til at spille. Nu så vi Sommeren '92 tirsdag, og det er jo det, der er drømmen. At komme med til en slutrunde, siger Jonas Lössl.

Kasper Schmeichel ventes at starte i det danske mål mod Albanien.