Daniel Agger går glip af hver tredje landskamp
Illustration
Landshold

Daniel Agger går glip af hver tredje landskamp

Siden sin debut i 2005 er Daniel Agger gået glip af 32 landskampe. Hvis han ikke kommer med mod Serbien, holder han snittet med at glippe hver tredje landskamp.

Daniel Agger er stærkt tvivlsom til fredagens vigtige landskamp, hvor Danmark sandsynligvis må undvære sin anfører i EM-kvalifikationskampen mod Serbien. Det er ikke første gang, at Daniel Agger går glip af en landskamp. Hele 32 gange siden sin debut er Agger gået glip af en landskamp, viser en opgørelse, som tipsbladet.dk har foretaget. 

Fra og med Daniel Aggers landsholdsdebut i 2005 har landsholdet spillet 98 landskampe for Danmark. Agger har kun været på banen i 66 af dem, og dermed har han altså kun optrådt i 67 procent af det mulige antal landskampe, han kunne have fået. Dermed har han fulgt landsholdet på afstand i hver tredje landskamp siden sin debut. 

Nedenstående tabel og grafik viser en række landsholdsspillere og deres antal kampe i rødt og hvidt. Den viser også, hvor mange kampe hver enkelt spiller kunne have opnået, hvis vedkommende havde spillet hver eneste landskamp siden sin debut. Der er ikke taget højde for spillere, der har set kampen fra bænken. Vi fokuserer således udlukkende på spilletid på banen.

Afbud, skader, formdyk og landstrænerens uransagelige veje har naturligvis forhindret de fleste spillere i at spille alle landskampe, men det springer alligevel i øjnene, at visse spillere har været med i rigtig mange kampe, mens andre ofte har måtte se til fra bænken, tribunen eller sofaen. 

Christian Eriksen er den spiller af de etablerede navne, der kommer tættest på at få pladen fuld. Han har deltaget i 48 ud af de 50 landskampe, der er spillet fra og med hans debut i 2010. Han har dermed været med i 96 procent af det antal landskampe, han kunne have spillet. Til sammenligning spillede Dennis Rommedahl 87,5 procent af alle landskampe fra og hans debut.

Interessant er det også at kigge på folk som Nicklas Bendtner og Lars Jacobsen, der har været med i henholdsvis 70 procent og 77 procent af deres mulige antal kampe siden de begge fik debut i 2006. Jacobsen har således været med i flere kampe end Bendtner, selvom de fik debut samme år – og selvom Jacobsen næsten er ti år ældre. 

Thomas Kahlenberg er den spiller på landsholdet, hvis debut ligger længst tilbage. Landsholdet har spillet 122 kampe fra og med han fik debut i 2003. Da han kun har været på banen i de 45, er han altså gået glip af hele 77 kampe i rødt og hvidt. Også Nicolai Boilesen har glippet mange kampe. Kun 11 ud af 34 mulige kampe er det blevet til fra og med hans debutkamp. 

Lasse Vibe og Pierre Emile Højbjerg har spillet alle landskampe fra og med deres debut, der dog kun ligger få måneder tilbage. 

Få det fulde overblik over landsholdsspillernes deltagelsesfrekvens i nedenstående tabel, der altså viser, at Christian Eriksen er en sand dengse på landsholdet, hvor han altid møder op, mens Daniel Agger er en del af afbudsbanden, der ofte er gået glip af kampe. 

Spiller Debut Antal kampe Mulige kampe Procent spillet Glippede kampe
Lars Jacobsen 01/03/06 70 91 77% 21
Daniel Agger 02/06/05 66 98 67% 32
Nicklas Bendtner 16/08/06 62 88 70% 26
William Kvist 22/08/07 51 77 66% 26
Christian Eriksen 03/03/10 48 50 96% 2
Michael Krohn-Dehli 11/10/06 46 84 55% 38
Thomas Kahlenberg 30/04/03 45 122 36% 79
Simon Kjær 06/06/09 44 58 76% 14
Jakob Poulsen 11/02/09 30 61 49% 31
Stephan Andersen 31/03/04 28 114 25% 86
Simon Poulsen 28/03/07 26 80 32% 54
Lasse Schøne 12/08/09 20 57 35% 37
Andreas Bjelland 17/11/10 18 39 46% 21
Nicolai Boilesen 10/08/11 11 34 32% 23
Peter Ankersen 14/08/13 9 12 75% 3
Jores Okore 11/11/11 8 30 26% 22
Martin Braithwaite 05/06/13 7 14 50% 7
Kasper Schmeichel 06/02/13 8 17 47% 9
Mathias Zanka Jørgensen 19/11/08 6 62 9% 54
Pierre Emile Højbjerg 28/05/14 5 5 100% 0
Lasse Vibe 03/09/14 4 4 100% 0
Uffe Bech 11/10/14 2 2 100 % 0
Yussuf Poulsen 11/10/14 1 2 50 % 1
Kian Hansen - 0 0 0 0
Jonas Lössl - 0 0 0 0

Her er tabellen som infografik:

NB: Opdateret artikel. Bragt første gang på tipsbladet.dk 10. oktober 2014.