Bosnien & Herzegovina bankede Gibraltar
Foto: Lars Ronbog/GettyImages
Landshold

Bosnien & Herzegovina bankede Gibraltar

Miniputterne fra Gibraltar kunne ikke gøre meget for at afværge det uundgåelige nederlag.

Bosnien & Herzegovina var store favoritter i lørdag opgør mod Gibraltar i VM-kvalifikationens gruppe H. Gibraltar gik ind til kampen med fire nederlag ud af fire mulige, og de har kun scoret to mål.

Den tidligere Brøndby-spiller Dario Dumic var med på bænken hos hjemmeholdet. Herfra kunne han se sit mandskab bringe sig i front allerede efter fire minutter. Miralem Pjanic slog en lang bold frem i feltet, som Hertha Berlin-angriberen Vedad Ibisevic tæmmede elegant og sendte i nettet.

Ibisevic var på pletten igen kort før pausen, da han efter et godtgennemspillet bosnisk angreb, modtog bolden og med panden tæt under mål gjorde det til 2-0.

Avdija Vrsajevic gjorde det til 3-0 kort inde i anden halvleg, da et indlæg fik lov at passere hele vejen igennem feltet, hvor flere forsvarsspillere sparkede huller i luften inden Vrsajevic kunne score.

Endnu en gang var forsvarsspillet i fokus, da Visca fik en fri skudmulighed midt i feltet. Han svigtede ikke, og udbyggede den bosniske føring.

I kampens overtid gjorde Ermin Bicakcic det til 5-0, som også blev kampens resultat.

Det blev ikke til debut for Dario Dumic i denne omgang. Bosnien & Herzegovina indtager efter sejren andenpladsen i VM-kvalifikationens gruppe H, hvor de er to point efter Belgien og 2 point foran Grækenland. De to møder hinanden i aften i gruppens sene opgør.

I den gruppens sidste kamp blev det 0-0 mellem Cypern og Estland.