Bendtner om Olsen-pres: Jeg scorer, hvis chancen er der
Foto: Lars Poulsen / Polfoto
Landshold

Bendtner om Olsen-pres: Jeg scorer, hvis chancen er der

Nicklas Bendtner forudser en svær kamp mod Albanien i Telia Parken fredag aften men er fortrøstningsfuld, når det kommer til at få scoret i kampen.

Nicklas Bendtner forudser en svær kamp fredag aften, når Danmark møder Albanien i en afgørende EM-kvalifikationskamp i jagten på den 2. plads,der giver direkte adgang til næste sommers EM-slutrunde i Frankrig.
 
Albanien og Danmark ligger side om side med 10 point, hvilket er to point færre end topholdet fra Portugal, men albanerne har fordel af at have en kamp i hånde i forhold til det danske landshold, der har spillet fem kampe. 
 
Danmark hentede 1-1 den omvendte kamp i Albanien, hvor hjemmeholdet stillede sig dybt i defensiven gennem det meste af kampen, og sådan kan det meget vel gå igen i Parken fredag aften, vurderer Nicklas Bendtner.
 
- Det er 11 bag bolden. De kampe hvor der er 11 bag bolden, er ikke de sjoveste for en angriber. Men det er også de kampe, hvor du kan score mål ved at være skarp inde i feltet. Så vi skal score på de chancer vi skaber og så stå godt defensivt, så har vi en god chance, siger Nicklas Bendtner.
 
Morten Olsen har frem mod kampen rejst et pres mod Bendtner og understreget, at det ikke er nok, at landsholdsangriberen har scoret tre mål som indskifter for Wolfsburg i de seneste uger - det handler om at være på toppen i 11 måneder om året som professionel topspiller.
 
Nicklas Bendtner tager dog landstrænerens ytringer med knusende ro og ser det hverken som et pres eller en ekstra motivation.
 
- Jeg har pres på i hver landskamp. Hvis jeg ikke score, ved jeg, I er negative - sådan er det hver gang, men det er jo gået fint indtil videre. Jeg er fint motiveret i alle kampe. Men der er selvfølgelig meget på spil i kampen på fredag, hvor det gælder kampen om 2. eller 3. pladsen i gruppen.
 
- Hvis chancen kommer, så plejer jeg at score, hvis chancerne ikke er der, kan man ikke score, siger Nicklas Bendtner, der uden tvivl er i Morten Olsens startopstilling, når det går løs i Telia Parken klokken 20.45.