Bendtner donerer banner til Special Olympics
Foto: Michael Sohn/Polfoto
Landshold

Bendtner donerer banner til Special Olympics

Et par friske fyre greb fat i Nicklas Bendtner op til Special Olympics, og nu har de fået et banner af 'Lord' - bagefter bankede de USA.

Da danskerne gik på banen til åbningsceremonien ved Special Olympics lørdag i Los Angeles var det med et banner doneret af selveste Nicklas Bendtner, som to af holdets profiler Morten Lind og Peter Bjarkam har sørget for. De to gutter er kendt fra TV2/Nord, som laver programmer om dem.

De to 'specielle spillere' havde været så friske at tage kontakt til Nicklas Bendtner for at få et støttebanner med sig til turneringen, hvilket Nicklas Bendtner var helt vild med. Det skriver han i en mail til TV2/Nord.

- Jeg har altid synes godt om ideen om Special Olympics, og da Peter spurgte, om jeg ville bakke op med en banner, var det med et rungende ja. Jeg blev ramt af historien omkring Morten og Peter og deres stærke venskab via en fælles interesse for fodbolden. At Morten er så bidt af bolden og alt det, som det giver ham, vil jeg til hver en tid støtte op om, fortsætter Nicklas Bendtner.

På banneret ser man Nicklas Bendtner med en arm i vejret med en knyttet hånd og teksten 'Lord Bendtner wishes you a great World Games in Los Angeles'. 

I den forbindelse forklarer 'Lord', at han forlængst har accepteret tilnavnet, og at der må være plads til lidt selvironi.

Holdets spiller Peter Bjarkam er sikker på, at det vil få stor betydning med støtten fra landsholdsangriberen.

- Det er rigtigt fedt, at Nicklas vil være med til at støtte Danmark i Los Angelsen og på den måde være med til øge opmærksomheden omkring Special Olympics. Det vil booste moralen, når Danmarks - i mine øjne - største fodboldikon bakker op om holdet, siger Peter Bjarkam.

Danmark har desuden fået en fantastisk start ved turneringen, hvor det er blevet til en sejr på 3-1 over USA i de indledende kampe.