Australien åbnede med pligtsejr
Foto: Polfoto
Landshold

Australien åbnede med pligtsejr

Australien overvandt en chokstart mod Kuwait og vandt 4-1 i deres første kamp under de asiatiske mesterskaber i fodbold.

Australien indledte de asiatiske mesterskaber med en sejr, da de hjemme i Melbourne slog Kuwait med 4-1. 

Allerede efter otte minutter kom hjemmebanefavoritterne dog bagud, da den 30-årige forsvarsspiller Hussain Ali, der til dagligt spiller i Al Wahda FC i Abu Dhabi, stangede kuglen i kassen med hovedet.

De australske værter rejste sig dog hurtigt og allerede inden pausen havde Tim Cahill og Massimo Luongo vendt kampen på hovedet, så Australien kunne gå til pause foran 2-1.

Efter pausen udnyttede Mile Jedinak et straffespark til at bringe Australien yderligere foran efter en times spil, før 26-årige James Troisi, der tjener til føden i belgiske Zulte-Waregem, lukkede kampen med sin scoring til 4-1.

Med sejren er Australien alene i front af mesterskabernes Gruppe A, der også huser Sydkorea og Oman. 

De asiastiske mesterskaber har 16 deltagende hold fordelt i fire grupper, hvoraf de to bedste fra hver gruppe går videre til knockoutfasen. Finalen spilles den 2. februar.