Argentinsk landstræner nægter Messi at komme til OL
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
Landshold

Argentinsk landstræner nægter Messi at komme til OL

Lionel Messi får ikke lov til at tage med til OL på grund af frygten, for at han skal blive skadet.

OL i Brasilien bliver uden en af de største fodboldstjerner i verden.

Den argentinske landstræner, Gerardo 'Tata' Martino, bekræfter, at Lionel Messi ikke bliver en del af det argentinske landshold til sommerens OL.

Det er især bekymringen om, at Messi skal blive skadet på grund af det hårde kampprogram i 2016, der holder Martino fra at udtage Messi.

- Messi kommer ikke med til OL, fordi der er en masse turneringer for landsholdet i år, siger Gerardo 'Tata' Martino til Radio La Red.

- Vi har Copa America, OL og efter det kommer VM-kvalifikationskampene. Jeg vil meget gerne vinde OL, men ikke for enhver pris. Jeg vil ikke smide folk på banen, for at de skal lide.

Gerardo Martino har været argentinsk landstræner siden 2014. Inden da stod han i en enkelt sæson i spidsen for FC Barcelona, hvor han dermed også stod for at træne Lionel Messi.