11 kolde og varme udlandsdanskere kan skifte klub inden lukketid
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Landshold

11 kolde og varme udlandsdanskere kan skifte klub inden lukketid

Transfervinduets lukning nærmer sig. Tipsbladet.dk sætter fokus på 11 danske spillere, der af forskellige årsager kan skifte klub inden deadline mandag klokken 23.59.59.

På mandag lukker transfervinduet i de fleste europæiske ligaer, når mandag bliver til tirsdag. Inden da er der en række danske spillere i udlandet, der kan få ny arbejdsgiver, for af forskellige grunde kan de være på vej væk fra deres nuværende klub. 
 
Nogle er havnet i en situation med langt til spilletid, mens andre har gjort det så godt, at der er interesse fra andre klubber, og det kan altså ende med et klubskifte for en række danske legionærer. 
 
Tipsbladet.dk sætter her fokus på 10 danske - kolde og varme - spillere, der kan skifte klub inden transfervinduets lukning. 
 
Nicklas Bendtner, Wolfsburg
Landsholdsangriberen står ikke først i køen til spilletid i Wolsburg, hvor han næppe har nogen stor fremtid. I Wolfsburg vil dog ikke slippe Bendtner uden videre, og senest er meldingen fra klubben, at der ikke er nogen aktuelle bud på Bendtner. Det kan der dog nå at komme – og hvis ikke ligner det et forår som indhopper i Wolfsburg. 
 
Nicolai Boilesen, Ajax
Forholdet mellem Nicolai Boilesen og Ajax-træner Frank de Boer nærmer sig stadiet ”indlandsiskomprimeret kulde”. Siden Boilesen ikke ville forlænge sin kontrakt med klubben, har han været frosset ud, og alle parter ønsker, at han finder sig en ny klub. Flere klubber har været i spil – senest Wolverhampton – men det ligner et kapløb med tiden for Boilesen, hvis ikke han skal have et endnu et halvår som ”persona non grata”. 
 
Martin Spelmann, Gençlerbirliği S.K. 
Den tidligere OB'er er havnet i en kaotisk situation i sin tyrkiske klub, hvor han har fået at vide, at træneren ikke satser på ham. Spelmann har udtalt til bold.dk, at han arbejder på at blive løst fra sin kontrakt uden at skulle give afkald på for mange penge. Han får en god løn i Tyrkiet, og derfor er det ikke bare at rive kontrakten i stykker. 
 
Niki Zimling, Mainz
Midtbanemanden er langt fra spilletid i Mainz, og aktuelt er situationen uklar for Zimling. Danskeren har kontrakt frem til sommeren 2017, men Mainz får ikke brug for ham. Han er i andre transfervinduer blevet sat i forbindelse med Brøndby, men det er næppe aktuelt i dette vindue. Der har været stille om Zimling denne januar, og da tipsbladet.dk forsøgte at få en kommentar fra hans far og rådgiver Jan Zimling tidligere på ugen, ville han ikke udtale sig om situationen. 
 
Nicklas Pedersen, Gent
Angriberen har fået løbepas af sin belgiske klub Gent, der ikke stiller sig i vejen, hvis en klub vil hente ham. Agent Michael Steensgaard har sagt, at alt er i spil for Pedersen – også Superligaen. Pedersen har dog ikke spillet hele efteråret, og spørgsmålet er, hvor stor interessen er for ham. 
 
Brian Hamalainen, Genk
Den danske back har fået at vide af sin klub, at han kan få lov at skifte klub i dette transfervindue, fordi der er kommet en konkurrent til klubben. Hamalainen har ingen fremtid i Genk, men han har selv udtalt, at han nok venter med at skifte klub til sommer. Men der kan jo komme et godt tilbud inden da... 
 
Casper Sloth, Leeds
Danskeren er langt fra spilletid hos den engelske klub, der senest har åbnet for en lejeaftale.
 
Tobias Christensen, Elche
Det tidligere FCK-talent er havnet i kulden i Elche, hvor han er havnet på andetholdet, mens klubben er i økonomiske problemer. Har over for bold.dk udtalt, at han gerne vil blive i Spanien, men han udelukker heller ikke et dansk klubskifte.
 
Simon Kjær, Fenerbahce
Han har ikke været i Tyrkiet i mere end et halvt år, men allerede nu er han et varmt navn på transfermarkedet igen. Ifølge det tyrkiske medie Fanatik er både Paris Saint Germain og Roma interesserede i den danske forsvarsspiller, der dog trives godt i Fenerbahce. 
 
Søren Rieks, IFK Göteborg
Den tidligere Esbjerg-spiller har haft personlig succes i IFK Göteborg i det forgangne år, og det har fået interessen til at stige for danskeren. Senest har der været meldinger om spansk interesse for Rieks, der også tiltrækker sig bejlere fra Kina, Tyrkiet og selv Emiraterne. Han afviser imidlertid ikke at blive i Sverige.
 
Mike Jensen, Rosenborg
Han leverede et fremragende 2015 i Rosenborg, hvor han var en nøglefigur i dobbelttriumfen i Norge. Mike Jensen har åbnet for nye eventyr, men indtil videre har der været stille om danskeren. Det er imidlertid en spiller, der er blevet lagt mærke til, og en dag skal han videre fra Trondheim.