Video : Tipsbladet
La Liga

Vinicius udsat for racisme: Indgiver dommer-klage

Real Madrid har rettet kritik af dommeren i kampen mod Osasuna.

Det virker desværre som en uendelig historie, når det kommer til den racisme, som Real Madrids Vinicius Junior bliver udsat for. Senest var det i kampen mod Osasuna på El Sadar.

Den spanske hovedstadsklub har derfor skredet til handling. Det skriver Real Madrid på klubbens hjemmeside.

Her bliver der peget på, at man har indgivet en klage til disciplinærudvalget i det spanske fodboldforbund mod kampens dommer Juan Martínez Munuera som følge af en såkaldt 'uforsvarlige formulering af dommerprotokollen'.

- Denne dommer undlod, frivilligt og bevidst (at gøre noget ved red.), de fornærmelser og nedværdigende råb, der gentagne gange blev rettet mod vores spiller Vinicius Junior, på trods af gentagne advarsler fra vores spillere på det tidspunkt, hvor disse fandt sted.

Samtidig har Real Madrid indgivet en klage til forbundet om de nævnte råb, og de er ligeledes videregivet til de offentlige myndigheder indenfor vold, racisme, xenofobi og intolerance i sporten med henblik mod at identificere og straffe dem, som fremsatte dem.

Tidligere har de også indgivet lignende klager om racisme mod Vinicius efter deres udekampe mod Barcelona og Atletico Madrid.

Real Madrid fordømmer igen disse voldelige angreb af racisme, diskrimination og had og kræver, at der endelig træffes de nødvendige foranstaltninger for at udrydde volden, som vores spiller Vinicius Junior har været udsat for.

Real Madrid vandt kampen mod Osasuna med med 4-2 og Vinicius Junior scorede to gange.

Tidligere har det også været tilfældet mod Valencia, som man kan se mere om i videoen øverst i artiklen.