Kent Nielsen: International præstation af FCK
Illustration
Generelle

Kent Nielsen: International præstation af FCK

AaB-træner Kent Nielsen roser FC København efter lussingen på 0-3 i Parken.

Tipsbladet.dk i Parken

Når Kent Nielsen slæber sit AaB-mandskab med sig til Parken, sker der som regel det, at nordjyderne bliver sendt hjem med en ordentlig snitter. Det billede ændrede sig ikke søndag aften, da FC København vandt 3-0 over det nordjyske tophold.

Og så måtte Kent Nielsen endnu en gang forholde sig til et nederlag til de danske mestre.

- Det var ikke som de andre gange. Der kan selvfølgelig ikke siges så meget til, at FCK vinder, men jeg synes, at de først og fremmest gør det qua deres effektivitet. Alt i alt synes jeg, det var en chancefattig kamp - især i 2. halvleg. Men FCK forsvarede sig godt, og vi kunne ikke nedbryde den mur, de stillede op, siger AaB-træneren og tilføjer:

- På mange måder var det en international præstation af FC København forstået på den måde, at de formåede at kontrollere kampen, og så var de bare effektive, når chancen bød sig.

AaB skal i næste runde møde SønderjyskE på hjemmebane.