Juleguf: Erotik, cykling og en smule fodbold

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

24. DECEMBER: JØRGEN LETH
(Forfatter, journalist, instruktør blandt meget andet. Artiklen er første gang bragt i 2009)

”Messi. Jeg kan gode lide at se Messi. Der er ingen, der kan holde ham. Det er fantastisk.”
Det er de skrøbelige helte, dem, der gør oprør mod overmagten, de undertippede og de små, der holder til i Jørgen Leths hjerte.

Den 71-årige forfatter, instruktør og kulturpersonlighed kan dog allerbedst lide FC Barcelona, og det skyldes ikke kun, at Leth i halvfemserne lavede en film om Michael Laudrup, men også at catalonierne altid går efter at spille flot og seværdig fodbold.
”For nylig var jeg ovre og holde foredrag på Askov Højskole, mens der blev spillet semifinale i Champions League. Kampen blev selvfølgelig optaget, så vi bagefter kunne følge den inde på forstanderens kontor, og der sad vi så en gruppe og fulgte returkampen fra London.

Sad du og jublede?

”Ja-ja, men det var godt nok en lidelse at følge Chelsea-kampen. Heldigvis gik det godt,” siger Jørgen Leth, da jeg møder ham på Nørrebro et par dage før den store europæiske finale. Barca-tilhængeren er en travl herre og midt imellem flere opgaver. Forberedelse til sit comeback som Tour de France-kommentator på TV 2, skriverier om samme emne, en bog med Morten Sabroe og turen til Senegal, hvor hans erotikfilm, baseret på bogen Det erotiske menneske, optages i denne uge.

Men Leth tager sig god tid. Kigger kun sporadisk på plasticposens indhold, den uundværlige International Herald Tribune, og nipper så til sin latte med ekstra koffein. Croissanten hører med. Vi er på Leths faste formiddags-café. 

”Her holder jeg lidt kontor,” siger han og ligner langtfra den typiske fodbold-tilskuer. Iført flipperklud og løse gevandter holder han sig da også på afstand af de store stadions.

”Jeg kan ikke lide at være der. Jeg går meget sjældent til fodbold. Stemningen og atmosfæren er for brutal med de store fjendtlige fangrupper overfor hinanden, så jeg klarer mig med at følge de store kampe på tv. Men stort set kun Champions League og FC Barcelona. Jeg er kræsen og følger ikke med i dansk fodbold. Jeg har aldrig selv spillet, for jeg hang på cyklebanen i Århus. Jeg kom ikke meget på Århus Stadion, men jeg husker AIA’s Poul Pedersen som en elegant og karismatisk wing og dribler. Cykling og bordtennis er mine store idrætsgrene. Jeg har været Århus-mester i bordtennis, og jeg følger også med i tennis endnu i dag.”

Så Jørgen Leth kan gode lide sportens dramaer. Han tiltrækkes af de fantasifulde, dem, der fornyer sporten, som leverer det uforudsete, som underholder os og udvider vores syn på tingene. Og han kan lide bolde. Alligevel har han forbehold overfor fodbold.

”Det er for lunefuldt for mig. Du ved aldrig, hvem der vinder. Det er en del af charmen, siger man. Men jeg kan ikke lide, at det er så omskifteligt, så uretfærdigt.”

Så Jørgen Leth er til rene linier udenfor fodbolden. Til store sprintere og sejtrækkere, dristige vindere og smukke tabere som Fausto Coppi, Bjarne Riis og Michael Rasmussen. Men beundrer også Michael Laudrup og Messi.

”Og mange andre. Jasjin glemmer man aldrig, den store russiske målmand, og den brasilianske wing Garrincha.”

Vi er i færd med at sætte Leths favorithold. FC Barcelona spiller en rolle, men det gør fortiden også. Tresserne og halvfjerdsernes koryfæer.

”Jeg bryder mig ikke så meget om Real Madrid, fordi det er Barcelonas modsætning, den store fjende, men det er jo ikke til at komme udenom Alfredo di Stefano og Puskas. Har du i øvrigt set filmen om det ungarske hold fra halvtresserne. Det, der blev splittet af den ungarske opstand mod Sovjet-magten?”

Jeg svarer nej. Jeg må skuffe Leth. Til gengæld er jeg leveringsdygtig i navnet på en engelsk columnist han bør læse. Vi flytter navne og inspiration hen over bordet. Det kræver sin mand at følge med. Men endelig falder holdet på plads med et spinkelt tremandsforsvar i 3-4-3. Eneste dansker: Michael Laudrup.

”Det var Jørn Maders forslag, at jeg skulle lave Laudrup-filmen, og det var en god idé. Michael er en sand ener, en genopfinder af spillet, men også skrøbelig, for han var afhængig af andre. Alle husker hans aflevering til Ebbe Sand ved VM i 1998, en uforglemmelig detalje, og hans rolle på det her store Barcelona-hold. Det var i det hele taget en stor oplevelse at følge truppen under Johan Cruyff og arbejde med Michael, men også at rejse til udekampe osv,” husker Leth.

En fast rejsekammerat var forfafteren og journalisten Ebbe Traberg, som er død nu, men som i mange var fast Spaniens-korrespondent for Tipsbladet.

”Ebbe havde et godt kendskab til spansk fodbold og til FC Barcelona, og det var en stor hjælp. Jeg husker, at Ebbe uanset hvor han befandt sig, og han kunne være på rejse overalt, i Sydamerika osv, altid bestræbte sig på uge efter uge at aflevere sit spanske stof til Tipsbladet. Han var en trofast natur.”

Jørgen Leth er i dag kendt for sine film, for cykelløb og for sit frie liv på Haiti, men der var engang, da han ung og søgende, skrev digte og gik meget op i jazz. Hans Sportsdigte fra 1967 er en milepæl i krydsfeltet mellem litteratur, drøm og subjektiv sportsjournalistik. Ingen før ham turde skrive, at de drømte om at eje en baghånd.

Og indimellem linierne om taktikken og de personlige håb i cykelløb og bordtennis sneg der sig der et ”Sportsdigt til min elskede” ind:

Jeg var
tilbagetrukket
centerforward
jeg satte pris 
på dig
jeg ser straks
du forstår mig 

Der var også engang dengang Jørgen Leth var journalist på Aktuelt, hvor sportsredaktøren var den anti-autoritære og bevidst langsomme boldkunstner Knud Lundberg. Vi er tilbage omkring 1960, og en anden af tidens modstrøms-skikkelser er tennis-spilleren Torben Ulrich, som Leth ikke uventet senere lavede film om.

”Torben kunne finde på at forlade en finale, fordi han skulle hjem og se en fodboldkamp, og han gik mindre op i resultatet end i at slå et bestemt smukt slag eller en umulig bold. Han forlod ikke banen, før han var lykkedes med lige nøjagtig den detalje.”

Og den type ser man ikke længere så mange af. Har du et bud på en forklaring?

”Egentlig ikke. Jeg ved bare, at det er vigtigt, at legen i sporten lever. At det er vigtigt at have det sjovt. At det er vigtigt, at der er nogle, der spiller den svære bold i stedet for den lette, og jeg håber at nogen bliver ved med det. Messi er et eksempel på det. Og det danske firserlandshold.”

Jeg troede egentlig ikke, at du fulgte landsholdet så tæt. Vi var også europamestre engang? 

”Det glemmer jeg aldrig. Jeg var på Mallorca, da Danmark blev europamester i 1992. Med børn og venner. Vi opholdt os i Ole Ritters hus. Og vi jublede som aldrig før. Vi var underdogs, og det var uforudset. Det kan jeg godt lide. Men der er ingen tvivl om, at firserlandsholdet var bedre og også spillede en større rolle over en længere periode. Et fantastisk hold med Laudrup, Frank Arnesen og Preben Elkjær. Jeg husker, at jeg genså Sovjet-kampen fra Parken i 1985 som optakt til Laudrup-filmen. Det var flot og overbevisende fodbold, men det endte jo galt i Mexico. Med et brat fald mod Spanien.”

Kan man sige, at det ene er større end det andet?

”Hvad husker man bedst, hvad tæller mest? Firserholdet er vanskelig at overgå, men jeg tror dybest set, at de fleste danskere ikke lader firserkampene overstråle glæden over 1992. Det er bare en fornemmelse, men jeg vil tro, at EM-sejren i Sverige passer bedre til den danske middelmådighedsfølelse, den måde vi ser os selv på, uden storhed,” gætter ”gæste-danskeren” Jørgen Leth.

Selv veksler Leth mellem rejser til Frankrig og endnu fjernere destinationer foruden ophold i Danmark og Haiti. Faktisk havde han en lille finger med i spillet, da Atletique d’Haiti, en klub fra Haiti, har været i Danmark to gange med et ungdomshold.

”Jeg mener, at de vandt turneringen, og at de har et samarbejde med Brøndby, der så kan kigge på spillere derovrefra,” beretter Leth, som for ikke så længe siden fik genopfrisket Haitis fodbold-historie.

”Haiti har kun deltaget i en enkelt VM-slutrunde. I 1974 i Vesttyskland. De tabte alle tre kampe i den indledende gruppe og sagde hurtigt farvel, men de åbnede med at tabe 3-1 til Italien og Emmanuel Sanon scorede hos Dino Zoff. Sanon døde fornylig, men han fik en statsbegravelse. Haiti er ikke nogen stor fodboldnation, men alle husker det mål,” fortæller Leth, og historien kan udvides, idet Sanon også scorede for Haiti i 4-1 nederlaget mod Argentina, mens 7-0 ydmygelsen mod Polen indimellem bare er ren glemmebog.

På vej ud af caféen får jeg listet et par hadehold ud af Leth. Han er ellers en venlig mand, der kun kæmper mod spøgelser som ultra-feminister, en lederskribent på Politiken og stakkels Morten Stig Christensen, der trak Tour-stikket ud, dengang i 2005, da det halve Danmark beviste, at de ikke kan læse.  

”Grækenlands europamestre i 2004 brød jeg mig ikke om. De var underdogs, okay, men spillemæssigt var det trist og småligt, og en klub som Chelsea er jeg heller ikke så meget for.”

Jørgen Leth vil dog meget hellere tale om et par fodboldbøger, som han har læst med glæde. Tage Skou-Hansens Tredje Halvleg, Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen og Bill Bufords Among the Thugs, den sidste om hooligans.

”Jeg er interesseret i psykologien og mytologien i fodboldens verden, og der er masser af spændende historier derude. Også i andre idrætsgrene. Tag franske L’Equipe og du vil snart blive klog på rugby, som er et spil, jeg ikke begriber, men kunne have lyst til at sætte mig ind i. Baseball er en anden sport, som jeg ikke forstår, men som amerikansk presse og film er fantastisk leveringsdygtig i. En spændende verden at udforske,” siger åbne og nysgerrige Jørgen Leth, der hanker op i posen med sin avis og forlader interview-stedet.

Turen går først til Afrika og derpå til Frankrig. Erotik, cykling og en smule fodbold.