Juleguf: Da landsholdet trak i Team Easy On-trøjer

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

22. DECEMBER: RUNE TOLSGAARD
(Entertainer, sjov mand i blandt andet Drengene fra Angora. Artiklen er første gang bragt i 2007)

"Jeg voksede op i et fodboldmæssigt ingenmandsland. Der var 60 kilometer til Viborg, 60 kilometer til Thisted, og Skive havde ikke meget at byde på, når det gjaldt topfodbold. Fodboldklubben arrangerede godt nok et par ture til Ikast Stadion, men det var altid noget med regnvejr, så det...«
Så jeg fandt aldrig et hold at følge, men jeg spillede selv. Hele tiden. Og det var godt, for der hvor jeg kommer fra, var de fleste af mine jævnaldrende landsmandssønner, mens min far var psykolog og min mor var lærer. Derfor var det ikke lige nemt at blive en del af fællesskabet, for på de kanter tager det mindst 25 år at blive regnet som indfødt.«

»Men fodbolden blev en smutvej for mig. Jeg var angriber i Sallingsund FC, og jeg var ret god til det, så det lukkede mig ind i kredsen. Det og så at være sjov.«

Rune Tolsgaard smiler skævt over kaffen. Han blev aldrig landsholdsbomber, som han ellers var sikker på, han skulle være, dengang det ikke kun var blæsten, der fik målnettene til at blafre i Glyngøre og omegn. Men sjov, det er han stadig væk, det er bare mest på tv. For når man mødes face-to-face til en fodboldsnak, skal man ikke forvente randrusiansk dialekt eller vittigheder i hver anden sætning. Det er på arbejdet, og det fungerer.

Senest har Drengene fra Angora stået bag 30 sene udsendelser på DR2 med masser af vanvittig komik, der måske ikke har nået landeplage-højder som cykelholdet Team Easy On gjorde det for et par år siden med Tolsgaard som den legendariske sportschef Henning Primdahl. Men de har stadig leveret varen med blandt andet siamesiske tvillinger, en usynlig bornholmer, en forvirret naturvejleder og mystiske musikindslag fra Heksens Pissemand.

Det har trioen, der udover Rune Tolsgaard består af Simon Kvamm og Esben Pretzmann, utvivlsomt hygget sig gevaldigt med, men der har også været plads til andet end at finde på skæve personligheder. For eksempel at snakke fodbold.

»Men så er det, at jeg savner et favorithold. Jeg kan blive helt misundelig, når jeg hører den passion, Simon og Esben har overfor Silkeborg og AaB. Jeg kan slet ikke være med på det plan. Jeg har heller ingen hadeklubber, som de har.«

»Det var for eksempel ikke tilfældigt, at Baune (en kikset lømmel, der både var rocker og havde drengerøvsbrevkasse i tidligere Angora-udsendelser, red.) holdt med FC Midtjylland i sin tid. Så jeg føler mig lidt rodløs på det punkt. Jeg mangler en hjemmeklub, og det betyder, at man nogle gange ikke føler sig som ægte fan,« fortæller Rune Tolsgaard, der heller aldrig dyrkede tv-stjernerne fra England i sine helt unge dage.

Den aktive karriere er også blevet stoppet, af rygproblemer, men inden da var han aktiv med Kvamm på serie 6-holdet Olympia Århus, København med hjemmebane på Kløvermarken på Amager og hårde kampe mod modstandere, der hurtigt glemte de kendte ansigter på Olympia-holdet.

»Det taler altid til mit bløde hjerte, når folk spørger, om vi skal spille fodbold, men det har desværre knebet lidt i den seneste tid. Og det var også hårdt, da vi spillede. Formen var på retur, og jeg var bare ikke så god, som jeg var engang. Det var ikke rart, når jeg som gammel topscorer og angriber måtte se Simon bombe flere ind end mig.

Så i dag dyrkes interessen tit foran tv, hvor Rune Tolsgaard ser, hvad han kan. SAS Liga, Champions League og så selvfølgelig landsholdet, som altid har haft en særstatus. For det var det eneste hold, man uden problemer kunne holde med i Glyngøre-området. Familien Tolsgaard boede faktisk syv kilometer ude på landet, så selv om EM i 1992 stadig står som den største oplevelse, så husker han ikke euforiske scener på Rådhuspladsen eller en vild sommeraften med gutterne.

»Næh, mon ikke vi jublede hjemme i stuen og så gik i seng bagefter. Der var ikke så meget andet at tage sig til.«

Men siden hen har den nu 30-årige komiker taget hævn. VM i Frankrig anno 1998 står også lysende klart, mens det aktuelle landshold bliver fulgt tæt om end med knap så stor fornøjelse.

»Ja, det er jo en trist affære for tiden. Det kulminerede nok, da jeg tog den lange vej til Århus for at se dem mod Spanien og så måtte se drømmen briste for anden gang i træk. Det holdt bare ikke. Det virkede nærmest som om, spillerne ikke ville have bolden.«

»Vi har diskuteret det meget siden hen, og jeg er ikke i tvivl. Det er helt klart Morten Olsens ansvar, og jeg forstår simpelt hen ikke DBU's blødsødenhed, når det er så oplagt, at der er noget, der ikke fungerer. Vi har et problem, men de tør ikke handle.«

»Det er mønster, man før har set med Morten Olsen. Det går altid godt i starten, men så går det i stå. Spillet dør, kreativiteten forsvinder, holdånden mangler. Se for eksempel Niclas Jensen og Jesper Grønkjær, der fungerer godt for FCK, men er skygger på landsholdet.«

»Hver spiller er blevet et tandhjul i Morten Olsens maskinspil. De bliver frataget deres individualitet, og det betyder, at når maskinen ikke fungerer, så ved spillerne ikke, hvad de skal gøre. Der mangler simpelt hen leg og lyst.«

»Det kender jeg også fra mit eget fag. Når det er kreativt, så kommer de bedste resultater, når man har lyst til det og på en eller anden måde kan lege sig frem til resultatet. Hvis det hele syrer til i penge og forventninger, så mister man meget. Det skal være en leg, og det har det ikke været for landsholdet. Desværre.«

»For det er jo forfærdeligt, at vi ikke skal med til EM. De der sommeruger, hvor alt bliver sat i undtagelsestilstand, fordi det hele handler om fodbold. Forventningerne op til kampen. VM-kvartfinalen mod Brasilien i 1998 var fantastisk, men dagene op til var også uforglemmelige.«
»Men nu er der to et halvt år til næste gang, måske. For jeg har ikke en skid tiltro til det med Morten Olsen på sidelinien. Det er deprimerende. Vi ligger nummer 31 på ranglisten, vi ligger sammen med Norge. Sikke en tørke,« siger Angora-drengen, der nu har talt sig varm.

For landsholdet fylder, og det gør det også på grund af en personlig forbindelse. Det var nemlig ikke tilfældigt, at det var Niclas Jensen, der en aften dukkede op i Angora By Night for at sparke straffespark på de efter sigende solide målmænd, de siamesiske tvillinger Ole og Allan, der selvfølgelig blev ramt i testiklerne. Det var nu ikke planlagt, men bare udtryk for et halvdårligt spark fra landsholdsbacken, som Rune Tolsgaard første gang hørte fra i forsommeren 2004.

»Vi havde lige lavet Team Easy On og gik og glædede os til EM i Portugal. Vi sad så nogle gutter oppe i min lejlighed en aften, da telefonen pludselig ringede. Det var Niclas Jensen. Det var ret specielt, for der er altså et eller andet over landsholdet. Det er jo det forjættede land, og vi følte os nærmest som 10-årige igen, da vi hørte hans stemme.«

»Han ville høre, om vi kunne sende en DVD med cykelholdet ned til deres træningslejr i Portugal, for der blev snakket meget om det, så det gjorde vi selvfølgelig. Og så sendte vi også en kasse cykeltrøjer med, så da slutrunden var færdig, fik jeg en dag en holdbillede af hele landsholdet. De stod bare i Easy On-trøjerne. Det var stort.«

»Siden har det så udviklet sig til et venskab med Niclas. Vi ses engang imellem og får en snak om fodbold og alt muligt andet.«
Det forhindrer nu ikke Rune Tolsgaard i at svinge voldsomt fra weekend til weekend, for han går både på Brøndby Stadion og i Parken for at følge SAS Ligaen med egne øjne.

»Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende at skifte frem og tilbage på den måde, men det er det der rodløse i forhold til en favoritklub. Og det er fedt at komme på stadion. Der er en helt speciel stemning.«

»Man kommer ud i den rigtige fodboldkultur, hvor man kan få lov til at være totalt primitiv og bare koncentrere sig om en ting i et par timer. Den der råbende og brovtende mandeting. Det er fedt at få lov at gå ind i,« fortæller Rune Tolsgaard.

Men når man nu har haft så stor succes med et fiktivt cykelhold, hvorfor så ikke udsætte fodbolden for en gang Angora?

»Der er godt nok den der holdstruktur, der er god til serier. Der er et hierarki, og der er en dagligdag, men jeg synes, det er svært at finde det dumme i fodbolden på den måde. Cykelsporten har til gengæld hykleriet, der har en stor satireværdi. »Vi har aldrig taget epo«

»Jeg er selv kæmpe cykelsportsfan, men jeg kan også godt se det sjove i folk, der vier deres liv til at sidde på en cykel. Modsat er fodbolden jo en smuk, ren og hæderlig klassesport,« siger Rune Tolsgaard med et grin.

»Men måske kunne man lave noget med håndbold, for det kan jeg ikke fordrage.«