Generelle

Wæhler ramt af sten under opvarmning

Kjetil Wæhler blev ramt af en sten kastet fra tilskuerpladserne under opvarmningen til kampen mellem Djurgården og IFK Göteborg.

Den tidligere AaB'er måtte kort før starten af kampen mellem Djurgården og hans nye klub IFK Göteborg sætte sig ud blandt reserverne. Årsagen var, at han under en sprintøvelse i opvarmningen blev ramt på læggen af en sten på størrelse med en fem-krone, der blev kastet fra tilskuerpladserne.

- Jeg skal lige til at skyde fart, da noget rammer mig på læggen, og der sker et smæld. Jeg har aldrig før haft sådan en følelse i læggen, så det føles mærkeligt. Jeg er ikke fysioterapeut eller læge, så jeg kan ikke sige, om det i sig selv kan udløse sådan et smæld. Det må jeg blive mere sikker på. Men musklen er temmelig stram, siger Kjetil Wähler til

Aftonbladet.

Efter kampen sagde Djurgårdens informationsansvarlige Jonas Riedel, at han havde snakket med Kjetil Wæhler, der i følge ham skulle have sagt, at han ikke mener, han blev ramt af noget. Til medierne siger Wæhler altså det modsatte.

Djurgården vandt siden kampen med 3-2, men stenkastet kan få store konsekvenser for den svenske klub. De kan ikke få pointstraf for hændelsen, men de får nok en bøde, og så skal det svenske fodboldforbund og disciplinærudvalget afgøre, om Djurgården skal spille for tomme tribuner senere i turneringen.