Onsdag aften gjorde 17-årige Viktor Fischer noget, meget få danskere har gjort før ham, da han scorede to gange imod FC Barcelona. En imponerende bedrift, selv om der "blot" var tale om storklubbens ungdomshold. Med de to scoringer skød den danske ungdomslandsholdsspiller sin klub, Ajax Amsterdam, til en sejr på 3-0 og en dertilhørende semifinaleplads i ungdommens svar på Champions League, NextGen-Serien.
Læs også: Viktor Fischer ydmygede Barca i U19-kamp
Jubelscenerne ved både scoringer og slutfløjt viste, at der ikke bare var tale om en hvilken som helst sejr for det unge, talentfulde Ajax-hold. Der var tale om et specielt resultat.
- Det var en kamp mellem de to store europæiske ungdomsakademier. De to bedste. Og den vandt vi. Det var meget vigtigt for klubben. Især i en periode, hvor det ikke kører i olie for førsteholdet, siger Viktor Fischer til tipsbladet.dk.
Det offensive stortalent kom til Ajax Amsterdam fra FC Midtjylland i sommer. Siden har han optrådt for den hollandske storklubs bedste ungdomshold.
- Jeg har været meget skadet i min første tid i klubben, men siden juleferien har jeg været klar. Siden har jeg forholdsvis hurtigt følt, at jeg kunne gøre en forskel, fortæller Fischer.
Og det gjorde han så sandelig onsdag aften. Endda i Barcelona for øjnene af talentspejdere fra den spanske storklub, og vigtigere endnu - cheftræneren fra Ajax Amsterdam, Frank de Boer. Han fik dermed set Fischers potentiale, og det bringer ham tættere på målet om at være førsteholdsspiller på den anden side af sommerferien.
- Personligt føler jeg, at jeg er kommet tættere på førsteholdet. Og jeg tror det da også, jeg er. Men jeg kan ikke sige det med sikkerhed, bedyrer Viktor Fischer.
Han - og resten af Ajax-holdet - er nu klar til semifinalerne i NextGen-serien, hvor Liverpool venter.