Uheldige Jens Stryger Larsen satser på næste sæson
Generelle

Uheldige Jens Stryger Larsen satser på næste sæson

Jens Stryger Larsen har været uheldig med en skade i en stor del af denne sæson. Efter sommerferien vil han vise sit værd i Austria Wien.

Den tidligere FC Nordsjælland- og Brøndby-spiller Jens Stryger Larsen høster til dagligt en tilværelse i østrigske Austria Wien, som hentede ham forud for denne sæson i FC Nordsjælland. Det er imidlertid ikke meget, man hører til den danske højreback, men det er der en ganske god grund til. Han har nemlig fået en stor del af sæsonen spoleret af en muskelskade.

- Jeg fik en god start og startede inde i de første 13-14 kampe i sæsonen, men så blev jeg skadet i min første start her i foråret med det resultat, at jeg blev opereret den 3. marts. Nu er mit fokus at blive helt klar til næste sæson, og i den forbindelse har jeg blandt andet være seks uger i Tyskland til genoptræning, siger Jens Stryger Larsen til tipsbladet.dk.

Austria Wien slutter sandsynligvis sæsonen som nummer syv i Østrig, hvilket er langt under, hvad klubben havde sat næsen op efter. Til gengæld skal holdet spille pokalfinale mod mestrene fra Red Bull Salzburg den 3. juni, og den kamp løber nu med al fokus i Austria Wien. Finalen bliver dog uden deltagelse af Jens Stryger Larsen, der ikke kan nå at blive klar.

- Det har ikke været en god sæson for holdet, og det skal vi selvfølgelig have rettet op på til næste sæson. Vi får snart en ny træner, og det skal blive spændende at se, hvad han kommer med af nye ideer. Vi har i hvert fald potentiale til mere end at slutte i midten af rækken. Nu har vi fuldt fokus på pokalfinalen, som er en stor kamp for hele klubben, siger Jens Stryger Larsen, der mener, han har kunnet tage meget med fra sin første sæson i østrigsk fodbold.

- Jeg har lært rigtig meget, og så har jeg skullet vende mig til en lidt anden kultur. På den måde har det været en spændende sæson, men jeg har selvfølgelig også lidt under, at jeg har været skadet, og det har været en dårlig sæson for holdet.

Den 24-årige højreback kan sagtens mærke forskel på dansk og østrigsk fodbold.

- Jeg synes, at ligaen her i Østrig minder meget om den tyske. Der bliver virkelig gået til stålet, og der er meget fight. I Danmark er holdene lidt mere taktiske, lyder det fra Jens Stryger Larsen.

Danskeren har tre år tilbage af sin kontrakt med Austria Wien.