Generelle

Thomas Røll: Lysten kom igen

Den tidligere FCK- og Silkeborg-spiller Thomas Røll har fået lysten til fodbold igen og skal nu tørne ud for Danmarksserie-klubben Kjellerup.

Thomas Røll lagde egentlig støvlerne på hylden for halvandet år siden, og så troede fodbolddanmark nok at have set det sidste til den tidligere FCK- og Silkeborg-spiller med den fine teknik.

Men på det sidste har Thomas Røll fået lysten igen. Efter karrierestoppet har han holdt fysikken ved lige med både masser af løb og styrketræning.

- Jeg kunne ikke bare stoppe med fysisk træning fra den ene dag til den anden. Min form fejler ikke noget nu, men det er klart, at der mangler noget fodboldteknisk. Det kommer dog nok tilbage. Det er jo ligesom at køre på cykel, siger Thomas Røll til tipsbladet.dk.

Thomas Røll har blandt andet prøvetrænet i 1. divisionsklubben Hjørring, uden at det dog har kastet en kontrakt af sig. I stedet bliver det nu som amatør i Danmarksserie-klubben Kjellerup, at Thomas Røll skal slå sine folder i foråret.

- Der var nogle forskellige valgmuligheder, men Kjellerup var den bedste. Det er stadig på et rimelig højt niveau. Kjellerup fører deres pulje i Danmarksserien, så forhåbentlig kan vi rykke op i 2. division vest. Desuden har klubben lovet at skaffe mig et arbejde inden for et par måneder, siger Thomas Røll til tipsbladet.dk.

Thomas Røll opnåede både mesterskaber og europæisk fodbold i sin tid med FCK, ligesom han var med inde omkring det danske landshold.

Umiddelbart skulle man derfor ikke synes, at den nu 33-årige spiller havde noget til gode, men som han selv forklarer det:

- Lysten kom igen. Det er nok meget naturligt efter halvanden år væk fra fodbolden. Dengang var jeg kørt sur i det, men jeg havde bare brug for at få det på afstand.

- Nu vil jeg tilbage igen, men var i tvivl om på hvilket niveau, det skulle være. Om det bare skulle være Old Boys-hygge eller på et vist niveau. Jeg var godt klar over, at det ikke blev Superligaen, for den tid er forbi, erkender Thomas Røll.