Generelle

Syv Bille-scoringer i de seneste syv kampe

Nicki Bille har nu scoret syv mål i sine seneste syv kampe, efter den danske angriber i dag scorede til 1-1 for Elche, der på udebane vandt 4-2.

Godt nok spiller Nicki Bille i den næstbedste spanske række, men han spiller for topholdet, Elche, for hvem han banker den ene kasse ind efter den anden.

I dag blev det til angriberens syvende scoring i de seneste syv kampe i et opgør, som Elche vandt med 4-2 over midterholdet Guadalajara.

Det startede ellers ikke alt for godt for Billes mandskab, som kom bagud allerede efter to minutter på en scoring af Barral. Men så slog den danske landsholdsbejler til og fik udlignet til 1-1 efter en halv times spil.

Guadalajaras Moreno skabte 10 minutter efter Billes udlignende scoring igen jubel på tilskuerrækkerne, da han sørgede for en føring på 2-1.

Desværre for hjemmeholdet holdt den føring ikke til pausen, da Billes holdkammerat Xumetra bragte balance i regnskabet i det 43. minut. Og derfra stod der kun Elche på menuen.

Efter 55 minutter sparkede Linares topholdet i front, mens Albacar scorede kampens sidste mål i det 76. minut, hvor han gjorde det til 4-2.

Elche fører Segunda Divsion med et point ned til den nærmeste forfølger, Deportivo, som i dag slog Xerez 2-1 på hjemmebane.