Stor matchfixing sag i Norge: Syv spillere tiltalt
Illustration
Generelle

Stor matchfixing sag i Norge: Syv spillere tiltalt

Ligesom der er en verserende sag om matchfixing i Danmark, har de i Norge også en stor sag i gang om matchfixing.

Norsk fodbold er ramt af en stor matchfixing sag, hvor syv personer nu er tiltalt for grov korruption i forbindelse med spil på kampe. Fem af dem er fodboldspillere. Der er tale om tre spillere, der tidligere har været i Follo, samt to spillere, der tidligere har været i Asker. De fem spillere skulle ifølge VG have modtaget 200.000 norske kroner til sammen for at sikre, at Follo og Asker tabte fodboldkampe.

For eksempel førte Follo den 24. juni med 3-0 over Østsiden, men klubben, der på det tidspunkt førte afdeling 4 af 2. Division endte med at tabe med 4-3, efter holdet lukkede fire mål ind i den sidste halve time.

I Norge er der strenge straffe for grov korruption, og det kan straffes med op til 10 års fængsel. Retssagen ventes først at være i 2015.

- Tiltalen drejer sig om grov korruption og bedrageri. Syv personer er involveret, og fem af dem er tidligere spillere i Follo og Asker. De to sidste har lavet store spil hos Norsk Tipning, siger konstitueret statsadvokat Asbjørg Lykkjen til VG og forklarer:

- Det er en meget alvorlig sag. Det svækker tilliden til fodbolden som idræt, og det svækker spilsystemet. Hvis det kan lade sig gøre at fikse kampe, er det meget ødelæggende, siger han videre.

Det har taget over to år for at nå frem til tiltalen, og en af de tiltalte spilleres advokat er stærkt kritisk over for myndighedernes fremgangsmåde. Han forklarer videre, at klienten nægter sig skyldig.

Hverken Follo eller Asker spiller i den bedste række i Norge.