Stor dansk dominans i sikker IFK-sejr
Illustration
Generelle

Stor dansk dominans i sikker IFK-sejr

Kenneth Zohore debuterede søndag med mål for IFK Göteborg, der vandt 3-0 over Brommapojkarna. Også Lasse Vibe scorede i kampen, hvor Søren Rieks fik debut.

IFK Göteborgs 3-0-sejr over Brommapojkarna i Allsvenskan fandt sted under en massiv dansk indflydelse.

Søren Rieks og Kenneth Zohore fik begge debut for det svenske mandskab, der kom foran 1-0 efter fire minutter på et mål af Gustav Engvall, og i anden halvleg stod der så dansk fodbolddominans på menuen.

Først scorede topscorer Lasse Vibe sit 14. mål i 16 kampe, hvilket gør ham til suveræn topscorer i Allsvenskan, og herefter blev Kenneth Zohore sendt på banen med otte minutter tilbage.

Den tidligere Brøndby- og FCK-angriber skulle blot bruge tre minutter på banen, før han havde nettet til slutresultatet 3-0, og dermed fik Søren Rieks, der blev skiftet ud efter en times spil, Vibe og Zohore en solid oplevelse med IFK Göteborg.

Med de tre point er IFK Göteborg efter 20 kampe placeret som nummer seks i Allsvenskan. Med ti kampe igen har holdet 14 point op til Malmö FF på førstepladsen i det svenske.

Kevin Stuhr Ellegaard var vanen tro i Elfsborg-buret søndag aften og var dermed medvirkende til mandskabets 2-0-sejr over Kalmar FF. Andetsteds tabte Martin Christensen og Allan Olesen 0-3 i Åtvidabergs opgør mod Falkenbergs FF.