Solbakken: Vi var klart det bedste hold
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Solbakken: Vi var klart det bedste hold

Ståle Solbakken er skuffet over det svage udbytte af en kamp, hvor FC København efter hans mening var klart bedre end Esbjerg.

Hvis en kamp blev vundet på at være toneangivende og skabe flest chancer, så havde FC København tromlet hen over Esbjerg i torsdagens pokalsemifinale i Telia Parken. Det er dog først og fremmest skarphed, der afgører fodboldkampe, og den disciplin mestrede FCK ikke i opgøret, og derfor måtte løverne nøjes med 1-1. Dermed er udgangspunktet svært for FC København inden returkampen på Blue Water Arena den 30. april.

Det er dog ikke, hvad FCK-manager Ståle Solbakken fokuserer på. Han hæfter sig i stedet ved, at løverne gjorde en god figur i kamp ét uden Andreas Cornelius.

- Vi spiller en fantastisk kamp. Så med eller uden Cornelius så gik det fint. Vi er klart det bedste hold, og de har knap nok et skud på mål i kampen udover i den situation, hvor de scorer. Vi blev snydt for i hvert fald et straffespark, og vi brænder nogle chancer, hvor det var sværere ikke at score. Men vi må bare blive ved, siger Ståle Solbakken.

- Jeg er skuffet over resultatet, men præstationen var rigtig god. Det var en god kamp, tilføjer nordmanden.

Youssef Toutouh og Ryan Johnson Laursen scorede målene i 1-1-kampen.