SønderjyskE: Forventer tæt Brøndby-kamp
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

SønderjyskE: Forventer tæt Brøndby-kamp

SønderjyskE drømmer om at nå Telia Parken og pokalfinalen, når Brøndby IF onsdag gæster Haderslev.

SønderjyskE og Brøndby IF fik begge gode resultater i den forgangne Superliga-runde. Onsdag står de to hold ansigt til ansigt i DBU Pokalen, når avancement til semifinalen er på spil. En uvandt situation for mandskabet fra Haderslev, der en gang tidligere har været i semifinalen. 

Cheftræner Lars Søndergaard tror på en gentagelse i onsdagens kamp. Her forventer han et tæt møde med Brøndby, der som sønderjyderne selv drømmer om at spille i Europa i den kommende sæson: 

- Vi ser alle frem til kampen, og jeg tror, det bliver en tæt og intens kamp. Vi har et overordnet mål for sæsonen om at sikre os overlevelse, og lige i øjeblikket ser det meget positivt ud, så for os vil det være en stor drøm at komme til finalen i Telia Parken. Omvendt ved vi også, at Brøndby har et mål om at komme i Europa, og der kan vejen gennem pokalturneringen være en god mulighed for dem, siger Lars Søndergaard til klubbens hjemmeside og understreger:

- Jeg forventer dermed, vi møder et topmotiveret Brøndby-mandskab, og at kampen udvikler sig til en fightende affære. Jeg håber, vi kan drage fordel af hjemmebanefordelen, og at vores forhåbentlig mange tilskuere på lægterne kan hjælpe os til en sejr, udtaler cheftræneren. 

SønderjyskE nåede i foråret 2012 semifinalen i DBU Pokalen, hvor man dog tabte over to kampe til FC København. Her måtte favoritterne fra hovedstaden dog kæmpe for sagerne, men gik videre med 4-4 samlet videre på reglen om udebanemål.