Rooney: Vi var rasende
Foto: Antonio Calanni/Polfoto
Generelle

Rooney: Vi var rasende

Wayne Rooney afslører, at der blev talt med store bogstaver i det engelske omklædningsrum tirsdag aften.

England var tirsdag på vej mod et nederlag, da Italien tog imod i en testkamp. Graziano Pelle havde sørget for en italiensk føring ved pausen, inden gæsterne dog sikrede uafgjort i kampens afsluttende fase. Her sparkede Tottenham-spilleren Andros Townsend resolut bolden i netmaskerne, og sikrede dermed 1-1 for englænderne. 

Cifrene ved pausen skabte dog stor utilfredshed i den engelske lejr. Det afslører angriber Wayne Rooney, der havde forventet en bedre indsats efter sommerens VM-nedtur i Brasilien: 

- Vi er kommet videre efter VM-slutrunden. Jeg tror også, at dette var årsagen til, at alle var så skuffede i pausen. Vi vidste, at vi var bedre end det, vi lige havde leveret. Vi havde skabt mange chancer, men vidste, at vi kunne gøre det bedre. For at være ærlig, var vi rasende i pausen. Alle var vrede over den måde, vi havde spillet på i første halvleg, siger Wayne Rooney til Sky Sports. 

Angriberen glæder sig dog over en anden attitude i anden halvleg:

- Den viste stor karakter fra vores side. Alle gik ud for at levere, mens det lykkedes os at komme tilbage i kampen. Det var endda en smule uheldigt, at vi ikke vandt opgøret. Italien er et godt hold, og jeg mener, at en af deres største styrker er at levere kampen ud, fortæller Manchester United-angriberen. 

England kan dog glæde sig over, at man gjorde rent bord ved seneste opgør i EM-kvalifikationen. Her blev Litauen besejret med 4-0 på Wembley i London.