Real Madrid vinder VM for klubhold
Illustration
Generelle

Real Madrid vinder VM for klubhold

Real Madrid sikrede sig lørdag trofæet i VM for klubhold med en 2-0 sejr over San Lorenzo.

Real Madrid var lørdag aften udråbt som storfavoritter, da holdet tørnede sammen med San Lorenzo i finalen i VM for klubhold. En scoring i hver halvleg var da også nok til at sikre den spanske klub endnu et trofæ. 

Cristiano Ronaldo forsøgte sig med en god afslutning kort inde i kampen, der dog startede afventende. Real Madrid havde mest boldbesiddelse, men havde svært ved for alvor at bryde igennem. 

Ti minutter før pausen kom Champions League-vinderne dog i front, da Sergio Ramos steg til vejrs og headede Real Madrid foran. 1-0 føringen holdt frem mod pausen, hvor San Lorenzo ikke for alvor kom tæt på. 

Real Madrid kom aggressivt ud efter pausen. Bare fem minutter inde i anden halvleg lukkede Gareth Bale ned for spændingen, da han med sin 2-0 træffer bragte Real Madrid tæt på trofæet. 

Real Madrid kom tæt på at øge, da Gareth Bale med 25 minutter igen testede overliggeren. Karim Benzema kom ligeledes tæt på med tyve minutter igen, men efter to minutters tillægstid kunne Real Madrid juble over sejren i VM for klubhold.