Generelle

Putin-pjæk er et plus for England

Der går rygter om, at Ruslands premierminister Vladimir Putin bliver væk fra VM-afstemningen i Zürich torsdag. Det tolkes som et plus for England i engelske medier, mens de i Rusland siger, at Putin fortsat står bag buddet.

Kampen for at blive VM-vært i 2018 og 2022 er gået ind i sine sidste timer. På torsdag i Zürich stemmer FIFA's eksekutivkomité om, hvilke lande der skal tildeles værtsskaberne.

En af de hidtil store favoritter til at blive VM-vært i 2018 er Rusland. Premierminister Vladimir Putin har ved flere lejligheder været vært for sammenkomster med nogle af FIFA's eksekutivkomité-medlemmer som gæster - her i blandt FIFA's præsident Sepp Blatter, som menes at vil stemme på Rusland.

Nu er der imidlertid opstået tvivl i den russiske lejr om, hvorvidt det er nok til at vinde værtsskabet. I hvert fald rapporterer flere tilstedeværende medier i Zürich, at Vladimir Putin sandsynligvis ikke dukker op til afstemningen på torsdag. Det tolkes som om, at Putin har hørt noget om, at Rusland alligevel ikke vinder.

Hvis der er hold i den udlægning, er det et stort plus for den engelske delegation, som har Prins William, David Beckham og premierminister David Cameron i spidsen.

David Beckham har allerede én gang været med i ledelsen af et engelsk bud på en stor "slutrunde", nemlig OL, som han var med til at skaffe til London i 2012 efter et langt opløb, hvor England langt henad vejen ikke var favorit.

- De næste par dage og timer bliver afgørende. Man ved, at et venligt håndtryk eller et vigtigt ord til et medlem, som endnu ikke har besluttet sig, kan gøre en forskel," siger David Beckham til The Guardian.

- Ligheden er der med vores bud i 2012, hvor folk snakkede om os som underdogs. Sådan var det også dengang i Singapore, hvor vi måske ikke var favoritter. Alle forventede, at Frankrig og Paris ville vinde det.

Putin støtter fortsat

I dagens Sports Express fremhæver den russiske VM-komité ellers, at Vladimir Putin fortsat står stærkt bag buddet, såvel som præsident Dmitrij Medvedev, men ifølge The Guardian møder Putin kun op til afstemningen, hvis det er rimelig sikkert, at Rusland vinder.

Putins navn menes ikke at stå på FIFA's liste over de delegerede, men formanden for den russiske VM-komité, Vitalij Mutko, siger:

- Hr. Putin må tale for sig selv. Om han taler fra Moskva eller Zürich? Jeg ved det ikke endnu. Det bliver besluttet onsdag.
Premierministeren er den del af vores daglige arbejde. Her til morgen har vi allerede diskuteret nogle detaljer i vores bud.

- Og endnu engang har vi modtager garantier fra den russiske regering. Bygningen af stadions, visa-fri adgang til alle, som har en VM-billet og gratis transport mellem de byer, som skal være værter for turneringen.

Den anden store favorit til at arrangere VM i 2018 er Spanien og Portugals fælles bud.