PSV ydmygede Twente-danskere
Foto: Polfoto
Generelle

PSV ydmygede Twente-danskere

Joachim Andersen og Kasper Kusk kom i modvind, da PSV lørdag stormede videre mod det hollandske mesterskab.

Meget skal gå galt, hvis ikke hollandske PSV skal sikre sig mesterskabet i Æresdivisionen. Intet tyder nemlig på gummiben i klubben, og dette gik lørdag aften ud over Twente, der havde både Joachim Andersen og Kasper Kusk med fra start. Herfra kunne danskerne dog ikke ændre på 0-5 nederlaget. 

Ryo Miyaichi var ellers tæt på at sikre Twente en god start efter fire minutter, men afslutningen gik forbi mål. Kampens indledning var generelt lige, og efter 22 minutters spil var danske Joachim Andersen tæt på. Som halvlegen gik kom PSV dog længere frem, og det var gæsterne, der først kunne juble.

Luuk de Jong brød igennem rundet 28 minutters spil, og sparkede gæsterne på vindersporet. Fem minutter senere blev situationen endnu bedre for topholdet, da Jeffrey Bruma med sit hovedstød øgede til 0-2. En forrygende afslutning på første halvleg blev fuldendt for PSV, da Georginio Wijnaldum gjorde det til 0-3 i halvlegens overtid. 

I anden halvleg lagde Twente ud med et godt forsøg, men det var fortsat gæsterne, der var farlige. PSV måtte dog vente til et kvarter før tid, inden man atter kunne juble. Georginio Wijnaldum lagde flot op til Memphis Depay, der ikke tøvede med at brage bolden i netmaskerne til 0-4. 

Ydmygelsen blev total af værterne med et kvarter igen, da Memphis Depay med sin anden scoring sikrede sejren på 0-5. Med sejren øger PSV presset på Ajax, der nu er 11 points efter på andenpladsen. Mandskabet fra Amsterdam skal i aktion søndag, når holdet gæster Utrecht.