Portugal er ude af U21 EM trods sejr
Generelle

Portugal er ude af U21 EM trods sejr

Portugals U21-mandskab er ude af slutrunden i Polen trods en sejr over Makedonien.

Portugal gik ind til sommerens U21-slutrunde i Polen som outsidere til titlen. 

Men efter et nederlag til Spanien i anden runde af gruppespillet skulle det talentfulde mandskab vinde med mere end tre mål i gruppespillets sidste kamp mod Makedonien, hvis de skulle være sikre på at få pladsen som bedste 2'er i de tre puljer. 

Det startede planmæssigt for Portugal, der kom foran efter to minutter ved Edgar Ie og Portugals vej mod semifinalerne så pludselig mulig ud, da Bruma gjorde det til 2-0 efter 22 minutter. 

Én af turneringens store overraskelser, Enis Bardhi fra ungarnske Ujpest FC, reducerede dog til 2-1 kort før pausen, men troen på tingene blev gendannet, da Daniel Podence sendte Portugal på 3-1. 

Det hjalp dog lige lidt, da Kire Markoski i det 80. minut reducerede til 2-3, inden Portugal i overtiden gjorde det til 4-2. Herfra havde portugiserne fire minutter til at finde en scoring, men det lykkedes ikke, hvorfor de er ude af turneringen. 

Fra gruppe B er det Spanien, der går videre. De slog fredag Serbien med 1-0 på et mål af Denis Suarez.