Generelle

Perez: Jeg skulle aldrig være gået

Florentino Perez annoncerede i dag som ventet sit kandidatur til igen at blive Real Madrid-præsident. En post, som han ifølge sig selv aldrig skulle have forladt.

Foran et enormt presseopbud bekræftede Florentino Perez i dag på Hotel Ritz i Madrid, at han stiller op til præsidentvalget i Real Madrid.

Dermed kan spekulationerne om de mange verdensstjerner, han ventes at lokke til Real Madrid fortsætte. Florentino Perez nægtede dog at snakke om spillernavne og ville kun bekræfte, at Jorge Valdano og Zinedine Zidane bliver del af hans sportslige stab.

Ellers gik det meste af pressemødet med at forklare om baggrunden for kandidaturet til den post, Perez frivilligt forlod i februar 2006.

- Jeg troede dengang, at stabiliteten i klubben var sikret, men jeg tog fejl og skulle aldrig være gået, sagde Florentino og henviste til de mange problemer, Real Madrid har været igennem siden, trods to mesterskaber.

Perez forholdte sig især kritisk over for sin efterfølger Ramon Calderons svindelnummer ved stemmeafgivelsen på sidste generalforsamling, ligesom han indirekte langede ud efter forsvarsspilleren Pepe, da han sagde, at Real Madrid altid bør være en klub, som spiller rent.

Og Pepe gjorde lige det modsatte, da han fornylig slog og sparkede to Getafe-spillere og fik 10 spilledages karantæne.

- Gennem de sidste tre år har jeg fastholdt en respektfuld tavshed for ikke at gribe forstyrrende ind i Real Madrid og ikke gøre nogen utilpas. Jeg troede, at tavsheden var mit bedste bidrag, men så til sidst, hvordan tingene gik helt galt, sagde Florentino Perez.

Men nu bliver alting selvfølgelig meget bedre for den trængte storklub, lovede Florentino Perez også.

- Efter seks år på præsidentposten (2000-2006, red) nåede vi vores mål. Vores sportslige model tillod os at hente nogle af de bedste spillere i verden, og det gav os fire titler. Desuden var vi i syv finaler, og i vores hundredeårsjubilæum vandt vi tre titler: Champions League, Super Cup'en i Europa og verdensmesterskabet for klubhold, fortsatte han.

Og hvis nogen tror, at den 62-årige byggematador og forretningsmand er blevet træt i mellemtiden under de tre år på sidelinjen, tager de fejl.

- Jeg vender tilbage med en større illusion end i 2000. Jeg har mere styrke og mere lidenskab. Jeg er i stand til at bringe klubben den nødvendige institutionelle stabilitet og presentere et sportsligt projekt, så Real Madrid fortsætter med at være den bedste klub i verden, sluttede Florentino Perez.