Pengene flyder i olie-paradiset

Det er ikke første gang, en ny fodboldnation forsøger at sparke liv i en national liga ved at tiltrække store - aldrende - navne. I 70'erne var det USA, der forsøgte at få en professionel liga op at stå med store navne. Således lokkede New York Cosmos både Pelé og George Best til ved at udskrive store checks.

I 80'erne og 90'erne stablede Japan sin J-League på benene, og det fik brasilianerne Zico, Edmundo og Dunga samt Englands Gary Lineker til at forsøge sig i Solens Rige. Ja, selveste Michael Laudrup havde som bekendt et mellemspil i Vissel Kobe.

Den nuværende AGF-sportschef (fungerende) Brian Steen Nielsen havde også et eventyr i Japan, og faktisk var han i januar også på tale til et ophold i Al Rayyan, der stod og manglede en driftig midtbanespiller. Kontakten blev formidlet gennem Ove Pedersen i forbindelse med Esbjergs træningsophold, men det blev aldrig til mere end en uforpligtende forespørgsel.

I Qatar startede den udenlandske invasion med Romario, der var på gennemrejse i tre måneder og efter sigende scorede over syv millioner kroner for ulejligheden. Nogen spillemæssig succes var der absolut ikke tale om, for brasilianeren spillede på grund af skader kun tre kampe.

Den nationale liga i Qatar blev etableret i 1974. Indtil da havde der kun været tale om uofficielle kampe mellem mere eller mindre løst organiserede klubber, der for mestendels havde arbejdere fra den hastigt ekspanderende olie-industri som medlemmer.

Selvom ligaen blev gjort officiel fra '74, var der stadig tale om fodbold på beskedent niveau med allerhøjest halvtids-lønnede spillere, ingen supportere og dårlige faciliteter.

Men op gennem 90'erne har den sports-interesserede Al Thani-slægt, der sidder på magten i landet, bygget det ene sportspalads efter det andet. Kampene i Q-League afvikles i dag på splinternye stadion-anlæg med plads til op til 20.000 tilskuere. Enkelte kampe er i stand til at tiltrække et større antal tilskuere, men nogen egentlig supporter-kultur i vesteuropæisk forstand har ligaen ikke været i stand til at opbygge.

For fem år siden begyndte den økonomiske udvikling at tage fart. Gradvist blev forholdene for spillerne mere professionelle, og selvom Romario-eventyret aldrig blev en succes, svækkede det ikke emir-familiens vilje til at investere. Claudio Caniggia og Josep Guardiola fulgte, og siden kom også Stefan Effenberg, Mario Basler og Fernando Hierro til sammen med Gabriel Batistuta. I denne sæson er det Marcel Desailly, de hollandske tvillinger De Boer og Sonny Anderson, der sikrer sig en skattefri pensions-ordning.

- Der har været stor økonomisk udvikling. Tidligere kunne en dansk klub købe en spiller med hjem - det gjorde jeg med Abdul Sule, da han kom til Herning Fremad, men det kan du ikke længere. Dertil er lønningerne for høje, også for de spillere, der ikke har stjernestatus, forklarer Ove Pedersen.

- Men skal jeg være helt ærlig, så har jeg svært ved at se, at tingene har udviklet sig. Individuelt kan spillerne noget, de er hurtige og boldsikre. Men som hold kniber det. Der er hele tiden afbræk i spillet, for hvergang en spiller slår sig bliver han liggende, og så skal der en vogn ind og hente ham. Og det er jo ikke fordi, de ikke har dygtige trænere, jeg tror simpelthen det er noget kulturelt, siger Esbjerg-træneren.

Den tidligere Herfølge-træner Jørgen E. Larsen træner Al Rayyan, den internationalt erfarne Bora Milutinovic står i spidsen for Al Sadd og franske Bruno Metsu er chef i Al Gharrafa.

- Når et eller andet går skævt, så fyrer de træneren. Og ind imellem ryger ledelsen i klubben. Der er ofte store udskiftninger i fodboldforbundet, og kikser de en kvalifikation eller løber ind i dårlige resultater, så sker der udskiftning igen. Så overtager en ny klub magten i forbundet. På den måde er det svært at få kontinuitet i nogetsomhelst.

- Spillerne passer heller ikke deres træning, af og til dukker de bare ikke op. Ikke fordi vi skal gøre os bedre end dem, men den arabiske kultur er et problem. Det er vel det eneste folkefærd, der føler sig som mere end andre, siger Ove Pedersen.

- Selvom jeg godt kan lide sol og dollars, så er der ikke noget, der trækker i mig i forhold til at blive træner dernede igen. Vilkårene for at skabe noget udvikling er der simpelthen ikke, selvom rammerne kan gøre en dansk klub-træner misundelig, forklarer han.

Han beretter blandt andet om planerne om at etableret et nyt ungdomsakademi. Selve akademiet står færdigt - en topmoderne sportskompleks med 11 veltrimmede fodboldbaner og omklædningsfaciliteter i forbindelse med hver bane. Det ligger i tilknytning til et kæmpestort indendørs-kompleks, hvor man på én etage finder airconditioneret fodboldbane med plads til 8000 tilskuere, på den næste en håndbold-arena, en tredie etage rummer atletikfaciliteter og en fjerde plads til kampsport som boksning og brydning.

- Der er alt i alt plads til 20.000 tilskuere på sportsarenaerne i bygningen. På akademiet er der planer om at installere 200 brasilianske fodboldtalenter og ad den vej skabe et slagkraftigt landshold ved at nationalisere dem. Men spørgsmålet er, om de har tålmodighed til at vente på resultaterne, siger Ove Pedersen.

Det regerende mesterhold er Al Sadd med Bora Milutinovic i spidsen, men klubben er uden chance for at generobe titlen. I week-endens spillerunde tabte klubben således til fører-holdet Al Gharafah med hele 3-0, og de mistede titel-chancer fik i januar den fåtallige skare af tilhængere til at forlange trænerens afgang med et stort banner placeret på tilskuerpladserne.

Turneringen er inde i sin 16. af 22 runder og Al Gharafah fører med seks point foran Jørgen E. Larsens Al Rayyan, der er svækket af en skade hos Frank De Boer. I seneste spillerunde sørgede Al Rayyan dog med en sejr på 2-1 over Qatar Sports Club, blandt andet på et mål af Sonny Anderson, for at Al Gharafah ikke stak yderligere af.

På trediepladsen et point efter Al Rayyan finder man Al Khor, der senest vandt 3-0 over Al Shamal.

På grund af varmen er turneringen kort. Den indledes i starten af oktober, og mesterholdet kåres i april.