Nicki Bille slipper med betinget dom
Foto: Linda Johansen/Polfoto
Generelle

Nicki Bille slipper med betinget dom

Angriber Nicki Bille Nielsen skal ikke i fængsel. Han slipper med en betinget dom.

Den danske angriber Nicki Bille Nielsen, der til dagligt spiller sin fodbold i franske Evian med Daniel Wass og Jesper Hansen, var i dag i retten i København i en sag om en anholdelse, der endte dramatisk og med vold mod en betjent. Ifølge Ekstra Bladet var Nicki Bille anklaget for tre forhold, og han blev kendt skyldig i alle tre forhold.

Heldigvis for Nicki Bille slipper han med 60 dages betinget fængsel, og det betyder, at han ikke skal i fængsel, men han skal dog afsone 80 timers samfundstjeneste inden for de næste seks måneder.

I retten kom det også frem, at Nicki Bille i 2009 fik en dom for et knytnæveslag i trafikken. Dengang fik han 40 dages betinget fængsel, og han blev idømt samfundstjeneste. Det var derfor anklagerens ønske, at denne dom skulle være ubetinget. Den tidligere dom blev dog ikke taget med i overvejelserne af straffen, og det var nok med til at sikre, at angriberen kunne nøjes med betinget fængsel.

- Det her er ikke i den grove ende. Vi har lagt vægt på dine gode personlige forhold. Vi har fundet det forsvarligt, at dommen er betinget med samfundstjeneste, lød dommerens vurdering ifølge Ekstra Bladet.

Nicki Bille, 27 år, var anklaget for at sparke til en cykel, modsætte sig anholdelse samt vold mod tjenestemand i funktion.