Messi sikrede ny Barca-titel
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
Generelle

Messi sikrede ny Barca-titel

Lionel Messi var i storform med to scoringer, da FC Barcelona vandt Copa del Rey.

FC Barcelona har haft en forrygende sæson, og kunne på ny juble lørdag aften. På Camp Nou sikrede holdet sig titlen i Copa del Rey efter en fortjent sejr over Athletic Bilbao, der kæmpede godt, men som var statister mod en veloplagt offensiv i nederlaget på 3-1.

FC Barcelona satte sig hurtigt på begivenhederne. Efter ti minutters havde Neymar bolden i nettet, men scoringen blev underkendt for offside. Minuttet efter var Luis Suarez pludselig fri med en giftig flugter i feltet, som Iago Herrerin dog reddede på flotteste vis. 

Angrebene bølgede dog ned over Bilbao, der måtte overgive sig efter 19 minutters spil. Lionel Messi legede med Bilbao-forsvaret inde i feltet, og kunne med et resolut spark hamre favoritterne i spidsen. Luis Suarez og Neymar havde store chancer efterfølgende, og det blev Neymar, der øgede før pausen.

Luis Suarez serverede en gylden mulighed i dybden til brasilianeren, der helt alene let kunne øge til 2-0. Cifre der fik lov til at stå ved pausen.

Anden halvleg blev en mere lige affære, hvor Athletic skubbede højere op, mens man spillede mere frit. Det blev dog kun til halve chancer for de undertippede finalister, der kunne se Lionel Messi trylle på ny i slutfasen. Med godt tyve minutter igen leverede Dani Alves et flot oplæg til Lionel Messi, der nettede for anden gang i kampen.

Athletic Bilbao vandt ikke Copa del Rey lørdag, men de skulle få en træffer at glæde sig over i de sidste minutter. Gomez Perez Ibai sendte et godt indlæg ind mod Inaki Williams, der med et kraftfuldt hovedstød reducerede til 3-1. Tættere på kom Bilbao ikke, og dermed kunne FC Barcelona juble over sæsonens andet trofæ.

I Champions League får man atter muligheden for at tage den helt store pris, når Juventus venter i finalen i den tyske hovedstad.