Messi: Intet er mere smertefuldt
Foto: Luis Hidalgo/Polfoto
Generelle

Messi: Intet er mere smertefuldt

Lionel Messi måtte på ny gå den tunge vej forbi pokalen, da Argentina tabte finalen i Copa America.

Der var lagt op til den helt store fest i Argentina lørdag aften. Landsholdet med en utrolig offensiv i spidsen mødte Chile i finalen ved Copa America, hvor en tiltrængt titel skulle hentes med hjem. Dette gik dog ikke helt efter planen, og trods overtag endte Messi og holdkammeraterne med at tabe efter straffesparkskonkurrence. 

Dermed måtte Lionel Messi endnu en gang se langt efter en titel med landsholdet. Denne var han ligeledes tæt på for et år siden, da Argentina tabte VM-finalen til Tyskland under slutrunden i Brasilien. Af samme grund gjorde lørdagens nedtur ekstra ondt. 

Det erkender den argentinske troldmand Lionel Messi: 

- Der findes ikke noget, der gør mere ondt end at tabe en finale. Jeg vil dog ikke lade jer vente længere, for i fortjener en stor tak. Tak til alle, der har støttet os, og som bliver ved med det gennem disse svære tider, skriver Lionel Messi på sin Facebook-side. 

Lionel Messi kan dog glæde sig over at have haft en stor sæson på klubplan. Her blev the treble sikret via Liga BBVA, Copa del Rey og Champions League. FC Barcelona er den eneste klub nogensinde, der har vundet the treble to gange.