Mellem hav og fjord voksede en kamp sig stor

Weekenden byder på en række spændende lokalopgør i Europa, hvor der udover derbyet mellem FC København og Brøndby også spilles et interessant opgør mellem AC Milan og Inter i Milano. 

Lokalopgør er noget helt specielt - også helt nede i de lavere rækker. Sidste år bragte Tipsbladet således en historie om rivaliseringen mellem Harboøre og Thyborøn, der tilfældigvis også mødes i den kommende weekend. 

I den anledning genudgiver vi her artiklen om rivaliseringen på Harboøre Tange. 

Bragt i Tipsbladet den 22. februar 2013

Langt ude mod vest finder et historisk og for de involverede mennesker altafgørende lokalopgør jævnligt sted. Kampene bliver kaldt nogle af de mest prestigefyldte i dansk seriefodbold, og når Harboøre IF og Thyborøn IF brager sammen, bliver der for hver kamp føjet yderligere alen til den efterhånden halvfjerdsårige fortælling om de to klubber, der ligger side om side et stykke fra resten af verden.

De to små byer ligger placeret omtrent 10 kilometer fra hinanden på Harboøre Tange, hvis landfaste form med lidt god vilje kan ligne en spændt flitsbue.

Øverst på tangen ligger Thyborøn, hvor byens tidligere så driftige fiskerihavn har åbning til Vesterhavet og Limfjorden.

Og et halvt dusin kilometer sydpå passerer man på Rønland kemikaliefabrikken Cheminova, som udgør hånden, der spænder buen, før Harboøre toner frem i bunden. Hele tangen ligger svøbt ind mellem førnævnte Limfjord og Vesterhavet, og du kan komme til området med de to byer ved enten at passere Hygum Bakke mod syd eller ved tage færgen fra Agger, der ligger tre-fire overordentlige lange og solide målspark fra Thyborøns nordøstlige side. Til sammen har indbyggertallet i de to byer været omkring 4000-5000 de seneste år.

De klichéfyldte beskrivelser af området står i kø, når man bevæger sig rundt i de to byer, og luften er da også tung og rig på salt, og vestenvinden kan være decideret strid til tider, men sådan er det at bo så tæt på havet i Vestjylland, og det er i dette miljø, at kampene mellem Harboøre og Thyborøn er blevet skabt, og begyndelsen på historien om lokalopgøret skal man langt tilbage for at finde.

Arvefjenderne
I 1975 udkom et hæfte med en række nostalgiske tilbageblik i forbindelse med Harboøre Idrætsforenings 60-års-jubilæum, og her fortæller flere centrale personer i idrætsforeningen, hvordan den indædte rivalisering tog fart i fyrrerne. Dengang var det ofte svært at finde spillere til hver kamp, idet mange af de unge mænd var fiskere og dermed tit på havet, når kampene skulle finde sted.

”Jeg er blevet spurgt om, hvornår Harboøre havde det bedste hold, og jeg vil tro, at det var i årene mellem 1942 og 1945,” skrev Albert Jensen, der har været træner, spiller og formand for klubben.

”I det tidsrum var der ikke mange hold på egnen, der kunne slå os, og interessen blandt publikum var enorm, idet der for eksempel var op til 1000 tilskuere, når vi mødte vor arvefjende Thyborøn. Men folk kunne også vente, at der skete noget i disse kampe. Vi var alle velforberedte,” skrev Albert Jensen videre.

Han flyttede til Harboøre i 1938 for at arbejde hos sin far, Jens Jensen, der allerede boede i byen og havde virke som murermester.

Når holdet blev samlet, var der krig på banen, som Viktor Andersen, der var æresmedlem af Harboøre Idrætsforening, fortæller andetsteds i samme hæfte.

”Bølgerne kunne undertiden gå højt, når vi mødte arvefjenden Thyborøn. Det var sjovt at se ”æ bette murer” [Albert Jensen], hvis Thyborøn kom foran, så begyndte han at vandre banen rundt med sine lange skridt, som var kendetegnende, når der var noget, som han var utilfreds med, og Alberts kommandoråb over sine tropper blev heller ikke svagere af den grund. Jo, så kunne der opstå lidt sydlandsk stemning både på banen og tilskuerpladserne,” skriver Viktor Andersen.

Thyborøn Idrætsforening blev stiftet i 1941, og siden har de to hold været indædte rivaler, og det kan Jens Erik ”Smut” Sørensen nikke genkendende til. Tilbage i firserne og halvfemserne stod den i Lemvig fødte træner på skift i spidsen for såvel Thyborøn og Harboøre, og han oplevede dermed ved selvsyn, hvordan spillerne, tilskuerne og andre omkring kampene gik op i det med liv og sjæl.

”Nogle gange, når jeg i godt og klart vejr kørte hen over Hygum Bakke for at komme til træning i Harboøre eller Thyborøn, tænkte jeg, at det var utroligt, at der kunne være to så gode hold herude, men det kunne der altså,” lyder det fra ”Smut”.

”Det var noget specielt, når holdene skulle møde hinanden. Det begyndte allerede 14 dage før kampen. Det var også det første, man så efter i turneringsplanen, når den kom. Vi skulle hurtigt vide, hvornår vi skulle møde dem, og det skulle helst ikke være for tidligt på sæsonen, for vi ville have, at det skulle være ordentligt vejr til kampene, og det er ikke sjovt at løbe rundt i Harboøre lige omkring den første april,” lyder det fra 68-årige ”Smut”, som i øvrigt er far til den tidligere Superliga-spiller, Dan Sørensen.

”Vi var faktisk tit heldige med de kampe, og de blev spillet omkring starten af juni, og så der var et hav af tilskuere, der gav sådan en stemning, så man troede, det var løgn. Så stod harboøreboerne på den ene side af banen, og thyborønboerne på den anden side, og det var skægt, og de drillede hinanden hele tiden på banen og tilskuerpladserne,” siger han videre.

”Vi fik altid en meget voksen dommer til de kampe. Der var ikke nogen af de udviklingsdommere. Nej, det var en rigtig god dommer, der kunne tage fat og vidste, hvad det handlede om,” siger han desuden og beretter, at stemningen blev intens allerede dage før kampene mellem Harboøre og Thyborøn.
”Man kunne mærke det allerede til træningen lang tid før kampen. Alle var helt syge efter at komme med. De sidste par kampe før lokalopgøret gjorde folk deres yderste. De var bange for at ryge af. Vi mødtes så en times tid før kampen, og det var sådan, at det sitrede blandt spillerne, og allerede der begyndte folk at råbe af hinanden, når de kom ud til banen.”

”Men efter kampene havde vi det så hyggeligt igen. Der kunne vi godt sætte os i omklædningsrummet og få en øl sammen. Men under kampene var der nærmest det rene mord til tider,” lyder det lunt fra ham.

”Smut” har selv en fortid som spiller på Lemvigs bedste hold, og derudover har han stået i spidsen for flere vestjyske klubber gennem sine mere end 50 år i fodbold. Men de fem år i Thyborøn fra 1986 til 1990 vil altid været noget særligt, fortæller han på sit kontor på Folkebladet Lemvig, hvor han til daglig arbejder. På væggen hænger et holdfoto af Thyborøn-mandskabet, og det er der en særlig grund til.

”Thyborøn er mit hold,” beretter ”Smut”.

”Der er en verden til forskel på folk fra Thyborøn og Harboøre. Jeg havde det ualmindeligt skægt i Harboøre, og jeg fik nogle fantastiske gode venner, men folk fra Thyborøn har noget specielt over sig. For det første kan du få dem til at fighte i kampene. Men de ser først folk an og er lige ud af landevejen over for alle mennesker.”

”Selv de små drenge på 16-17 år, de var sgu ikke imponerede over mig, fordi jeg havde spillet så mange kampe på Lemvigs førstehold. Jeg fik det at vide, hvis noget ikke var i orden, men de kunne også tåle at få noget igen. De er hårde, også på den måde de snakker til hinanden på. I starten tænkte jeg, ”hold da kæft, hvis det havde været andre steder, så var det endt helt forfærdeligt”, men efter kampene var der ingen, der peb over noget,” lyder det fra ”Smut”, der dog understreger, at han nød at bruge sin tid med spillerne i Harboøre, hvor han var i tre år sidst i halvfemserne. Derudover har han blandt andet været træner i Klinkby, Ramme og Bremdal, og selv om han for et par år siden bekendtgjorde, at trænerkarrieren var forbi, står han i dag i spidsen for 2. holdet i Lemvig.

Flere tilskuere end B.93
Allan ”Nansen” Jensen huserede i efterhånden en hel del år på Harboøres bedste fodboldhold. I dag fungerer han primært som træner for klubbens 2. hold i serie 4, men han kan sagtens huske de drabelige dueller med Thyborøn, som han har mødt utallige gange som spiller.

”Nogen af de første gange, jeg var med mod Thyborøn, kunne jeg godt mærke på de mere rutinerede spillere, at nu skulle jeg tage mig sammen, og det lå egentlig sådan usagt mellem os, at nu skulle den have en skalle. Vi skulle gå langt for at få sejren,” fortæller han en tidlig torsdag aften kort tid før træningen genoptages i Harboøre IF. I den kommende sæson er holdet igen i pulje med Thyborøn, og kampene er i sagens natur et af sæsonens ubestridte højdepunkter. Han mener, at kampene er en art fernis over en generel konkurrencelyst på Tangen.

”Rivaliseringen har altid været der på et eller andet niveau, og det har altid været sådan, at de skulle ikke tro, at de kunne noget, og de havde det på samme måde med os, men det har altid været ment på den bedste måde, for når kampene er færdige, så er vi jo gode venner igen og kan sagtens drikke en øl sammen,” siger ”Nansen”. 

Han husker tilbage på kampene sidst i firserne og først i halvfemserne, da de to hold hver især havde nogle fantastiske mandskaber. Faktisk havde den vestjyske kvalitet på holdene vakt så meget opsigt væk fra tangen, at den regionale tv-station, TV Midt/Vest, dækkede en kamp på Thyborøn Stadion, hvor tilskuertallet sneg sig op omkring 1200.

”Den samme weekend, da vi mødte Thyborøn, spillede B.93 en kamp i den bedste række herhjemme, og der havde de 400-500 tilskuere til deres kamp på Østerbro Stadion, mens der var langt over 1000 til vores kamp, og det er jo sådan noget, man kan huske,” smiler ”Nansen”, der stadigvæk oplever, at kampene mod Thyborøn trækker mange tilskuere til.

”Jeg synes stadigvæk, at vi har nogle gode kampe mod dem. Man kan tage den sidste kamp i forrige sæson, vi spiller på 2. holdet, som var mod Thyborøn. Den gjaldt oprykning, og førsteholdet fra serie 2 spiller mod Ringkøbing på bane 1, mens vi spiller på bane 2. Der var måske 50 tilskuere til 1. holdets kamp, mens der stod omkring 250 over ved vores serie 5-kamp, og det kan kun ske, når det er Thyborøn, vi spiller mod,” siger han.

”Der er generelt en helt anden tænding på, end hvis vi spillede mod et andet hold. Der er både flere på lægterne, og der er en anden hype omkring kampene både fra spillerne og tilskuerne.

Det er jo ikke sådan, at man går og hader hinanden til daglig, men lige når kampen står på, så giver man alt for at få dem ned med nakken,” siger ”Nansen”, der også var med på Harboøres hold i 1998, da Brøndbys nykårede danske mestre kom på besøg til en opvisningskamp. Harboøre-holdet, der var forstærket med et par vestjyske profiler fra andre hold, klarede 3-3 mod de store profiler, og undervejs i kampen bidrog ”Nansen” med to scoringer mod mandskabet, der blandt andet stillede med Kim Vilfort, Allan Ravn og Bent ”Turbo” Christensen.

Forud for den kommende sæson kan Harboøre prale af at have tangens bedste fodboldhold med mandskabet i serie 2, mens Thyborøns bedste hold er i rækken lige under. De to 2. hold i klubberne er begge i serie 4.

”Den værste dag i mit liv”
Ole Vang fra Thyborøn var en del af ”Smuts” Thyborøn-mandskab i firserne og halvfemserne, og han kan tydeligt huske kampene mod Harboøre, som man for alt i verden ikke ville gå glip af.

Kampen, der blev dækket af TV Midt/Vest, havde ikke deltagelse af Ole Vang, der måtte sidde på bænken med en skade, og det var bestemt ikke en rar situation.

”Det var simpelthen forfærdeligt, hvis man ikke kunne være med. Nu var jeg så uheldig, at jeg blev skadet i weekenden forinden, så jeg sad på bænken under kampen. Jeg havde det forfærdeligt, det var den værste dag i mit liv, da jeg ikke kunne komme på banen,” lyder det fra thyborønboeren.

Han husker dog, at rammerne omkring kampen var særdeles flotte, og de mange tilskuere kom ikke kun fra de deltagende byer.

”Alle, der gik op i fodbold, var herude til kampen. Den ene langside op mod dæmningen var Harboøres, mens den anden var vores, og derudover var der en masse fra Lemvig og Ramme, der også ville se kampen. Der var også sat et øltelt op,” fortæller han om kampen, som Harboøre vandt 4-0.

”Da vi en anden gang tabte herude på hjemmebane til Harboøre, blev vi hånet, da vi kom ned på Kanalen [lokalt værtshus i Thyborøn], for da havde Harboøre-tilskuerne overtaget baren, og det samme skete, hvis vi var i Harboøre, og vi vandt, så skulle vi gøre gengæld henne på Pubben, så på den måde kunne det jo være stort at få en sejr. Det var næsten større end at rykke op, hvis man bare vandt lokalopgøret. Hele sæsonen kunne blive reddet bare ved at vinde over Harboøre,” lyder det fra Ole Vang, der prøver at sætte ord på den store rivalisering mellem de to klubber.

”I min verden tror jeg, at der er ærgerrigheden, og at vi alle sammen arbejder sammen til daglig ude i kommunen og snakker fodbold hver eneste dag. Der kommer vinderinstinktet frem, og man tænker, ”hold da kæft, hvis vi taber til Harboøre, så jeg skal gå og arbejde sammen med dem og høre på dem. Vi arbejder jo sammen på Cheminova, Thyborøn Havn og andre steder.”

”Man havde nærmest ikke lyst til at komme på arbejde mandagen efter, hvis man havde tabt. Det var frygteligt.”

I dag spiller Ole Vang indendørs fodbold sammen med flere af de gamle profiler fra de gamle kampe, deriblandt ”Nansen”, og de mødes jævnligt i løbet af sæsonen, hvor de afholder stævner mod andre old-boys-mandskaber fra de nærliggende byer.

Samarbejde på ungdomsniveau
Flere af aktørerne omkring fodbold i Harboøre og Thyborøn har til tider talt varmt for en fusion mellem de to klubber. Argumentet for er et bedre hold, der ganske sandsynligt vil kunne klare sig bedre, mens andre mener, at det er aldeles utænkeligt, at de to mandskaber skal slås sammen til et.

Men faktisk samarbejder de to klubber på ungdomsniveau, hvor der i flere år har været et fælles Team Tangen-hold helt ned til U/13-spillerne.
Men tanken om et fælles seniorhold på tværs af holdene er nu rykket nærmere, selv om den for ganske få år siden var helt ude af billedet. Det mener Kristian Jakobsen, der i mange år har været kampfordeler for Harboøre IF.

”For ganske få år tilbage var det jo helt uhørt, at der skulle være et fælles hold, men nu tror jeg, at vi kommer til at se det inden for tre-fire år,” lyder det fra ham.

Allerede tilbage i 1992 blev idéen luftet gennem en artikel i den lokale presse, hvor de to holds trænere så fornuft i et holdægteskab, mens de to foreningers respektive ledere mente, at tiden ikke var inde, så de skubbede forslaget fremad til de kommende bestyrelser. Indtil videre er der ikke sket noget i den retning udover det nævnte ungdomssamarbejde.

I disse år ligger klubberne jævnt og stabilt på et samlet medlemstal omkring 350, hvoraf Thyborøn tegner sig for 200 spillere, som i løbet af sæsonen giver sig i kast med fodboldtræningen på banerne mellem Vemb-Lemvig-Thyborøn-Jernbane, Thyborøn Fritidscenter og dæmningen op mod Vesterhavet.

I Harboøre bliver der for tiden talt intensivt om en ny kunstgræsbane, som skal opføres ved siden af de eksisterende græsbaner, der ligger tæt ved Harboøre Centret, hvor klubben endvidere spiller indendørs fodbold, når vejret byder spillerne at fortrække til overdækket boldspil.

DBU må melde pas til en samlet oversigt over tidens opgør mellem Harboøre og Thyborøn, men i hvert fald har kampene gennem årene animeret tilskuerne og andre fodboldinteresserede, så det stadig gibber i spillerne, når modstanderne er rivalerne fra den nærliggende by, og det er nærmest så sikkert som amen i de to sognes kirker om søndagen, at kampen mellem Harboøre og Thyborøn den 19. april i serie 4 kommer til at blive overværet af en stor flok tilskuere, der for alt i verden vil se modstanderen komme ned med nakken.

Men bagefter holder vestjyderne sammen uanset resultatet.