Martin Jørgensen: Hårdt arbejde betaler sig

Martin Jørgensen har besluttet sig for at stille støvlerne på hylden i AGF. Det er ikke første gang overvejelsen har været der, men Martin Jørgensen og den nu 39-årige legendariske midtbanespiller har da også flere gange i løbet af sin karriere været stemplet som "for gammel," men har trodset kritikken og vist at arbejde, indstilling og rutine kan gøre en forskel.

Få her et stort interview med Martin Jørgensen fra den seneste gang, hvor han sammen med AGF var rykket ned i 1. division men alligevel blev udtaget til VM i 2010.

BRAGT I TIPSBLADET 16. NOVEMBER 2010

Det er ikke første gang inden for det seneste års tid, at der står blæst om Martin Jørgensen, men han kan glæde sig over, at vinden i modsætning til sidst nu blæser hans vej. Hvor en samlet fodboldnation hele vejen gennem foråret diskuterede hans berettigelse på landsholdet, og mange kom frem til, at han ikke fortjente en plads i Danmarks VM-trup, så er dagsordenen nu positiv.

Martin Jørgensen har modbevist de skeptikere, som mente, at han ikke ville være motiveret til at spille i 1. division på steder som Tingbjerg Ground i Brønshøj og har i stedet præsteret på et konstant højt niveau. Når Martin Jørgensen i weekenden løber ind netop på Tingbjerg Ground til sidste spillerunde i efteråret, styrer AGF sikkert mod oprykningen, og Jørgensen har sin store skyldighed med flotte præstationer på den centrale midtbane, hvor han ligger og fordeler spillet. Gerne efter han selv har erobret bolden med en glidende tackling.

»Ja, men det er fordi, at jeg kommer for sent, og så er jeg nødt til at lave en glidende,« siger Martin Jørgensen selv med sin typisk tørre humor, da vi har sat os til rette i det bløde møblement i cafeteriet på træningsanlægget Fredensvang. Jørgensen er afslappet klædt i træningsdragt og trækker noget på det ene ben efter en hård og intens pokalkamp mod FC Midtjylland dagen inden. Det er dog ikke værre, end at han også kan være med i hele kampen weekenden efter mod Viborg, og han har i det hele taget været forskånet for de mange skader, han tidligere i karrieren fik så mange af.

»Det er da sjovt at prøve at spille forskellige steder på banen, og hvis det gør, at jeg kan spille et år eller to mere, så gør jeg gerne det. Det startede lidt på landsholdet, med at jeg blev flyttet ind at spille i den omvendte trekant, og også lidt i Fiorentina kom jeg nogle gange ind at spille der. Jeg gik fra at være en af dem, der skulle løbe dybt, til at blive en af dem, der skulle stå længere tilbage. Det er en udvikling, der er kommet over nogle år, og derfor virker det meget naturligt. Hvis man lige ser spillet lidt før de andre, så skal man bare have en tå på mange gange, og det er nemmere end at drible forbi en.«

Er det en rolle, du godt kunne have set dig selv i tidligere i karrieren også?

»Nej, det tror jeg ikke. Da syntes jeg, at det var sjovere at spille længere fremme på banen, hvor jeg ikke skulle tænke på, hvordan vi fik fat i bolden igen. Det var mere, hvordan vi skulle miste den,« lyder det selvironisk.»Mine offensive evner har nok altid været større end de defensive. Jeg har så lært at stå de rigtige steder og tackle lidt bedre, end jeg har gjort før.«

Mange skeptikere pegede på, at efter VM ville din motivation til at spille videre på klubholdet, endda i 1. division, være til at overse. Har det tændt dig til at modbevise dem, eller var du tændt i forvejen?

»De tog fejl allerede fra starten. Man kunne måske godt formode, at det bare var det, det gjaldt om; at komme til VM. Men jeg havde stadigvæk lyst til at spille fodbold, og når jeg går ind for noget, skal det være 100 procent, lige meget om jeg spiller i Italien eller 1. division. Det var jo også min skyld, at vi røg i 1. division, så et eller andet sted er det også mit ansvar at være med til at spille os tilbage igen. At det så er gået så godt, gør det kun endnu sjovere og nemmere at finde motivationen.Vi har et par gode trænere, vi har et godt hold, og vi har det hyggeligt sammen. Derfor er det også det nemmere at komme til træning, selv om det regner og er lidt småkoldt.«

»Men der var nogen, der ikke troede på mig, da jeg sagde, at jeg ville spille videre, og der trak jeg bare på smilebåndet og skuldrene. Jeg var også vundet et væddemål om det med en af dine journalistkollegaer. Tommy Kuglepen [Tommy Poulsen fra Horsens Folkeblad] troede ikke på, at jeg ville komme til at spille igen efter VM, men nu har han så tabt.«
Hvad har du så vundet?

»En middag.«

Så når nogle har sagt, at du ville være helt malplaceret i 1. division, hvad siger du så til det?

»Det kan da godt ske, at det ville se sjovt ud inden, men det er jo ikke værre, end når man i pokalturneringen møder et lavere rangerende hold. Det er bare sket mange gange for os i år så. Når vi kommer de steder hen, ved jeg godt, at det er AGF, der kommer, men jeg har også den opfattelse, at mange lige holder ekstra øje med mig specielt, fordi jeg har prøvet det, jeg har prøvet. Et eller andet sted håber de nok, at jeg ikke spiller ret godt, så de kan stå og råbe noget efter mig, hvilket også er sket et par gange. Man kan høre det hele jo.«

»Det er meget platte ting, hvor man kun kan trække på skuldrene, som »du er ikke ret god, du spiller kun i AGF.« Nå ja, ok. Det er måske stadigvæk lidt bedre end de steder, vi nu er henne og spille. Der er altid nogen, der lige har lyst til at råbe et eller andet. Det er der også i Superligaen, der kan man bare ikke høre det. »

Føler du nu, at du har modbevist dine skeptikere ved at spille på et højt niveau?

»Jeg har i hvert fald bevist, at jeg har 1. divisions-niveau, hvilket jeg også havde regnet med trods alt. Jeg tror da også stadig, at jeg vil kunne spille på et Superligahold. Jo bedre holdet fungerer, og jo mere styr, der er på holdet, desto nemmere er det for os enkelte at komme til vores ret og få vist, hvad vi kan.«
Hvad betyder det for dig at aflevere AGF tilbage i Superligaen næste sommer ved dit kontraktudløb?

»Det betyder, at vi har gjort vores arbejde ordentligt. Især med det hold vi har, vil det være en direkte fiasko, hvis vi ikke rykker op. Hvis jeg skulle stoppe til sommer, vil jeg gerne stoppe med en succesoplevelse, og det vil det være at rykke op. Derfor er det et must, at vi er oppe til sommer. Så må vi se, hvad jeg derefter har lyst, og hvad klubben har lyst til.«

Hvad skyldes det set fra din stol, at I er så meget bedre end alle de andre i 1. division?

»For det første at vi aldrig skulle være rykket ned, hvis man kigger på spillermaterialet. Nu har vi så fået tingene til at hænge sammen, og vi har været forberedt fra dag et på, at det kunne blive svært. Det var ikke noget, vi skulle tage for givet, at vinde fodboldkampene. Derfor har alle været mentalt forberedt, og hvis vi er det, så er vi netop det niveau bedre end de andre. Er vi ikke det, vil vi også tabe nogle fodboldkampe. Det værste, der kunne være sket, ville være at vi startede med at tabe nogle kampe, så vi ville ligge nummer fire-fem stykker og skulle indhente noget. Nu ligger vi, hvor vi vil og har fået vist, at vi er et godt hold. De andre hold, som møder os, tænker måske: »Ok, det bliver sgu' svært i dag. Det højeste, vi kan nå, er måske en uafgjort.« På den måde er vi lidt foran, inden vi starter.«

Du nævnte engang i foråret, at du savnede et mere stramt koncept under Erik Rasmussen. Det har Peter Sørensen så indført...

»Jeg synes ikke, at det er et stramt taktisk koncept. Der er bare struktur på. Vi har et fundament. Vi ved, hvad vi skal gøre. Vi ved, hvor vi har vores medspillere. Vi ved, hvordan vi skal forholde os til nogle ting som hold, så det ikke bliver individuelt en mod en, eller vi bliver nødt til at satse i nogle nærkampe og begå nogle frispark, for hvis der er en, der kommer forbi, så vil der være en motorvej.«

»Det var det, jeg søgte efter, for det har jeg været vant til fra Italien, hvor det endda var langt strammere end det, Peter praktiserer. Da jeg kom tilbage til AGF, kom jeg fra den ene verden til den anden verden og følte mig ikke helt hjemme i det. Jeg føler mig langt mere hjemme i det her og bedre tilpas. Det tror jeg også, at man kan se på banen. Det er det, jeg har været vant til i hele min karriere, og det er svært at lære en gammel cirkushest nye tricks, især når han er 35.«

De sidste sæsoner har du ikke spillet så meget på klubholdet i Italien, som du gerne ville, og kritikere mente ikke, at du hørte hjemme på landsholdet. Føler du, at du efterhånden har fået flere og flere tvivlere, hvor du før havde mange beundrere?

»Det er klart, at jo ældre man bliver, så kommer der et tidspunkt, hvor niveauet begynder at falde, og der bliver sat spørgsmålstegn ved ens berettigelse på holdet. Jeg syntes, at det var helt hen i vejret, at det i foråret næsten var et nationalt spørgsmål, om jeg skulle være blandt de 23 i truppen til VM. Der må jeg sige, at jeg var god nok... det kunne jeg simpelthen ikke forstå. Det mente jeg helt klart, at jeg var berettiget til. Det er nemt at sige, at jeg ikke skal med, men prøv så at komme med nogle alternativer? Det synes jeg ikke rigtig blev vist. Igen var jeg glad for, at det var Morten, der udtog holdet.«

»Det er aldrig sjovt, at der bliver sat spørgsmålstegn ved en, men igen: Jeg blev udtaget og startede inde i alle tre kampe. Jeg er sikker på, at hvis der var fem, der havde været bedre end mig, ville de have været med og ikke mig.«

Så det kan alligevel godt påvirke dig, når der kommer den form for kritik?
»Ja, for jeg syntes, at det var meget krudt at bruge på det. Jeg vidste godt, at der ville komme noget opmærksomhed ved, at jeg kom hjem og så videre, men ikke at det ville tage de højder, som det tog. Jeg tror også, at mange havde tvivl, fordi de stadig så mig som venstre fløj, men det har jeg ikke spillet i tre år. Så derfor var de ting jeg hørte - »han kan ikke drible forbi en fra AaB, så hvordan skulle han kunne drible forbi en til VM?« - sådan lidt... hallo, jeg spiller ikke venstre wing længere.«

»Folk vidste ikke, hvor jeg spillede henne. De havde ikke set mig spille længe nede i Italien, for man kan jo ikke se italiensk fodbold i Danmark, medmindre du har Canal Plus. Så kan du se en kamp eller to om ugen. Derfor var det også på et lidt tyndt grundlag, at der blev stillet de spørgsmål.«

Hvor meget betyder det tal 100, og at du nu får 100 landskampe?
»100 er jo et magisk tal. Der er ikke så mange, der har nået det, og det er et lidt pænere tal at kigge på end 99. Jeg var ked af, at jeg ikke blev udtaget til den venskabskamp nede i Wien i foråret, for så havde jeg nået 100 allerede. Det kunne jeg også have fået, hvis vi var gået videre fra puljen i Sydafrika, men det er ikke noget, man bare sådan lige gør.«

»Jeg kunne have fået langt over 100 kampe, hvis jeg ikke havde været skadet i nogen af dem. Så et eller andet sted havde jeg affundet mig med, at det ikke kunne lade sig at gøre, så jeg blev da glad, da jeg lige efter Japan-kampen snakkede med Morten, Jim [Stjerne Hansen] og Allan Hansen, og de sagde; »Selvfølgelig skal du have en kamp mere.« Men derfra og så til, at det kan lade sig gøre, er der gået lang tid. Nu mangler der så under en uge, så det skulle nok kunne lade sig gøre.«

Hvad betyder det så, at det er her i Århus, at det bliver?
»Uden at fornærme nogen, så er det jo det næstbedste, for landsholdet hører til i København i Parken. Jeg havde da håbet, at det ville blive foran en udsolgt Parken, men det bliver det jo ikke. Selvfølgelig skal det være i en venskabskamp, hvor der ikke er noget på spil, og så er jeg glad for, at det bliver i Århus, og ikke i Odense eller Aalborg eller Esbjerg. Også i og med, at det nu går så godt for os i Århus, som det gør.«

Heller ikke i Århus er landsholdet populært, og der er ikke solgt mange billetter. Hvordan ser du på den udvikling, der er sket med landsholdet og dets image i befolkningen?

»Der er flere faktorer, der spiller ind. Vi kan jo se fodbold hver eneste aften i fjernsynet, hvis vi har lyst til det. Så på den måde er man blevet forvænt med store og interessante kampe. Når der så kommer en venskabskamp med et dansk landshold en november, er den ikke iblandt. Samtidig så har der været lidt økonomisk krise, så sådan en familie, der skal hive 1000 kroner op af lommen for at se en fodboldkamp, de kigger nok lige på, hvad der er, og tænker: Vi bliver hjemme, for vi kan bruge dem på en anden måde.«

»Så er det klart, at der har været noget fra pressens side om, at landsholdet er kedeligt og det ene og det andet. Det smitter af på dem, der læser det. Så har spillet jo heller ikke været prangende i nogle kampe. Man kan ikke klage over det resultatmæssige, for vi kvalificerede os til VM rimelig overbevisende, så det er mere det spillemæssige. Måske også at der mangler nogle profiler, som der var flere af for en fem-seks år siden.«

Er det rigtigt, som du blev citeret for den anden dag at sige, at noget af hyggen forsvandt fra landsholdet under Morten Olsen?

»Så er vi ude i, at man tager noget ud af en sammenhæng. Der blev spurgt om forskellen mellem Morten Olsen og Bo Johansson, og så efter fem minutter nåede jeg frem til, at en af de ting, der var sket under Morten, var, at han efter fem år var begyndt at fjerne slik, kager og andet. Det har jo ikke noget med selve hyggen at gøre, vel? Det har noget med at gøre, at hvis jeg har lyst til et stykke slik, så er det ikke nede i fys-rummet, og vi kan alle sammen godt overleve uden. Det var sådan, at det var skreget op, og det var jeg lidt ked af, for det var ikke sådan, at det var ment.«

Du har før sagt, at du ikke kunne forestille dig fortsætte over i trænerbranchen, når støvlerne stilles på hylden, men i foråret åbnede du alligevel lidt op for det...

»Jeg er blevet ældre, og med alle de ting, jeg har set, og alle de trænere, jeg har haft, har jeg også fået en stærkere mening om, hvordan tingene skal foregå på banen. Derfor er det gået fra: Det kunne jeg aldrig finde på, til at det på et tidspunkt godt kan ske, at jeg prøver det. Men det er ikke sådan, at lige står og skal deltage i et trænerkursus i morgen. Jeg har en idé om, at den dag jeg stopper, skal jeg have noget tid, hvor jeg har fri i weekenden.«

Er der noget specielt du gerne vil give videre af din fodboldfilosofi?

»Hårdt arbejde betaler sig. At man gør sine ting ordentligt og er bevidst om, hvad det kræver. At man lærer af dem, som har været med længe. Der skal være en vis form for hierarki på holdet og krav til den enkelte. Hvis de ikke bliver opfyldt, må det også gerne blive sagt på en måde, højt nok og bestemt nok, til at alle kan forstå det. Det skal ikke blive sådan en »det går nok«.