Klippen

De markante, mørke øjenbryn, balkan-style, hæver sig let, nysgerrigt, spørgende. Han ved, at han skal være på vagt, men han ved ikke, hvad der kommer…

(Citat fra Forza, august 2005)

"Nårh," siger han, og der kommer sol i de gyldne øjne, "hvorfor skulle du lige finde dét citat? Det er der mange, der har mindet mig om på det seneste."

Det er på årsdagen, plus 48 timer, at Bora Zivkovic med syvtommersøm slog fast, at han i alt fald aldrig skulle associeres med en fodboldklub i en tvivlsom, sportslig forfatning. Men efter søndagens – ufortjente, det skal medgives – 1-0 nederlag til bundkollegerne Viborg FF, ja så hænger den stoute Vejle-anfører og hans medsammensvorne i en suppedas så tyk, at det næsten er grotesk; syv nederlag i lige så mange kampe – og det var ham, der aldrig ville arbejde i nedrykningsfare? Hvordan synes du selv det går, Zivkovic?

"Det kommer ikke helt bag på mig, at vi ligger i den ende. Jeg vidste godt, at vi ikke skulle spille med om hverken guld eller Royal League, men jeg havde da forventet nogle point, selv om oprykkere altid kæmper for overlevelse," siger den snart 32-årige Bora Zivkovic. En af mange nye i Vejle Boldklub, der lige nu står overfor en massiv udfordring.

"Det handler helt fundamentalt om, at vi nu skal have nogle point. Den første tid i ligaen har været blandet, rent spillemæssigt. I nogle kampe har vi generelt været godt med, i andre hang vi på i en time, atter andre kom vi slet ikke ind i. Mod Viborg synes jeg, at det for første gang hang sammen i alle 90 minutter, og at vi var klart det bedste hold."

Er udfordringen for mandskabet som helhed enkel, er den tilsvarende ukompliceret for anføreren. Det tillidshverv fik den nys ankomne Norges-farer, efter at den tidligere kaptajn, Jacob Bresemann, blev droppet ovenpå nederlaget til FC Nordsjælland.

"Når jeg kikker rundt og ser så mange unge spillere smide sig fortvivlede i græsset efter en kamp, hvor vi har masser af chancer, men alligevel taber, så er det jo, at jeg skal gå ind og støtte med min rutine. Jeg skal signalere ud af til, at vi altså stadig holder hovedet højt. Jeg har før prøvet at tabe mange kampe i træk, så jeg ved, at det vender. Nu skal vi bare lige have Fru Fortuna meldt ind i VB også," smiler Bora Zivkovic og nipper til sin kølige, økologiske Søbygaard-saft.

Vi sidder i Torvehallerne i Vejle, det er fridag i den professionelle fodbold, brunchen er under indflyvning, og livet har sine forsonende momenter, selv om VB hænger, og stemningen i Nørreskoven er blytung.

"Især da efter den sidste kamp. Det var måske forventeligt, at vi tabte til Brøndby, AaB, OB og FCK. Og også til Viborg, hvis de havde spillet som i foråret. Nu er det vigtigt, at vi rutinerede går ind og påpeger alt det, vi gør rigtigt," understreger Bora Zivkovic.

På det seneste har der været sat lighedstegn mellem Vejles muligheder for overlevelse i ligaen og tilgangen af en angriber, der kan veksle de mange chancer til scoringer. Men Bora Zivkovic slår fast, at tilknytningen af en vilkårlig lykkeridder fem minutter før transfer-vinduet smækker i, ikke automatisk udløser fortsat liga-liv.

"Jeg har sagt fra begyndelsen, at den trup, vi gik ud med, var god nok til ligaen. Og det holder jeg fast i, uanset om vi bliver forstærket eller ej. Man skal ikke handle, bare for at handle," siger forsvareren, der kom til Vejle fra norske Frederikstad i sommer. Manden har tænkt sig at opfylde den nye kontrakt, lydende på tre sæsoner, selv om elevatoren næste forsommer skulle køre ned.

"Med mindre, at jeg selv føler, at jeg ikke længere kan være med. Jeg vil ikke falde igennem og blive husket som én, der blev ved, bare for at blive ved. Så vigtigt er det ikke for mig. Men jeg har stort set været forskånet for skader, og føler mig vældig fit lige nu," konstaterer spilleren, der skabte sig et navn i det jyske, drog ud på stand uden at slå til i København for via sydnorsk provins at ende i en østjysk fjordby.

Fortryder ikke FCK

Efter ni sæsoner og 189 kampe for Silkeborg IF skifter Bora Zivkovic i vinteren 2001 til FC København. Den store and i den lille dam må ud for at se om vingerne kan bære.

"Jeg var blevet for sikker på min plads i Silkeborg. Jeg udviklede mig ikke, og det hang måske sammen med, at jeg spillede hver gang. Klubben tøvede i øvrigt med at forlænge min kontrakt, efter at jeg havde fået en knæskade i pokalfinalen. Desuden havde vi mistet Thomas Røll, Henrik Tømrer og Peter Kjær, som sammen med mig vel udgjorde en akse. Jeg tænkte meget over det, for jeg ville ikke forlade en synkende skude, men hvis klubben tøvede, måtte jeg jo tænke på mig selv," forklarer Zivkovic.

Han erkender, at han aldrig for alvor brød igennem i den store hovedstadsklub. Årsagerne er flere.

"Der var jo den massive konkurrence, men jeg føler også, at jeg godt kunne have spillet flere kampe. Når jeg fik chancen, tog jeg den uden at dumme mig. Men den er aldrig længere, end at træneren vælger, og han mente, at andre var bedre end mig."

Det blev alligevel til 26 optrædener – de fleste af dem fra start – samt tre scoringer i mesterskabssæsonen 2002-2003, og man fornemmer da også en vis stolthed over netop dét forløb hos Zivkovic.

"Alt i alt blev jeg bedre både teknisk, taktisk, med hensyn til overblikket og ikke mindst mentalitets-mæssigt. Simpelthen på grund af presset. Så var du på, så var du ude. Det styrker på alle felter. Jeg ville ikke have undværet det for noget, og kunne jeg spole tiden tilbage, ville jeg gøre det hele om igen. Også fordi min kæreste og jeg fik oplevet København. Det var fedt…"

Sydøstnorges Vejle

Efter et kort mellemspil som lejesvend i Herfølge rykkede Bora Zivkovic til den norske traditionsklub Frederikstad, hjemmehørende i byen af samme navn i det sydøstlige Norge, ikke mange mil fra svenske-grænsen. En norsk VB-klon, forstået på den måde, at klubben vandt en hatfuld titler, da farfar var ung, mens mere strømlinede konstruktioner som eksempelvis Rosenborg skulle tage patent på overskrifterne i nyere tid.

"Tilbage i FCK, efter opholdet i Herfølge, kunne jeg se, at der ikke ville blive meget spilletid til mig. Jeg var 29, en fodboldspillers bedste alder, og efter en rædselsfuld start som oprykker havde nordmændene brug for en erfaren mand til at kitte forsvaret sammen."

De norske opkomlinge og den spille-hungrende danske forsvarer havde altså brug for hinanden, og længe var parterne et frugtbart match.

"Jeg fik udviklet mine egenskaber som leder, og det sidste halve år var jeg anfører. Jeg spillede mange kampe i SIF, men på det tidspunkt var jeg ikke en, der tog ansvar. Jeg koncentrerede mig om mit eget spil. I Norge fik jeg klart at vide, at forsvaret ikke fungerede, og at jeg skulle sørge for, at det kom til det. Det var en hurdle at komme over at skulle træde i karakter og uddele skideballer. Man kan sige, at SIF, FCK og Frederikstad skridt for skridt udviklede mine færdigheder som en leder på banen," slår Bora Zivkovic fast.

En dag blev Egil Olsen træner i Frederikstad. Han er tidligere norsk landstræner, kaldes også "Drillo" og har en i danske øjne ret speciel fodbold-filosofi.

"Jeg kørte sur i det, da han kom. Jeg mistede den daglige glæde ved fodbolden. Og det var jo derfor, jeg var begyndt som dreng. På grund af glæden ved at have bolden. Da spillet så lige pludselig gik ud på IKKE at have bolden, kunne jeg ikke se det sjove i det længere".

Egentlig havde den scorende forsvarer overvejet at lægge op efter endt udfordring i Norge. Men så fik han et råd fra flere eks-proffer.

"De sagde, at man skal blive ved, så længe man kan. Ellers fortryder man det. Det havde de gjort. Jeg tænkte, at kom der et tilbud, var det godt. Og gjorde der ikke, var det også okay."

Midt på sommeren meldte Vejle Boldklub sig så. En god organisation, nyt stadion på vej. Visioner. Zivkovic bed på.

Nu sidder han så her og guffer brunch, gør anføreren for den østjyske traditionsklub. Vender mellem to bidder fremtiden med fotografen.

"Er der plads til flere cafeer i Silkeborg?" spørger klippen med størstedelen af karrieren bag sig.

Det trækker vist op til noget selvstændig af en art, fornemmer man.