Hulk misser Zenits to første kampe i Champions League
Illustration
Generelle

Hulk misser Zenits to første kampe i Champions League

Den russiske storklub Zenit må undvære brasilianske Hulk i fire til seks uger, da offensivspilleren har pådraget sig en forstrækning.

Zenit St. Petersburg er klar til denne sæsons Champions League, da det russiske storhold eliminerede belgiske Standard Liege i tredje kvalifikationsrunde blandt andet takket være to scoringer af brasilianske Hulk i det afgørende opgør. 

Men i den kommende tid må cheftræner Andre Villas-Boas sætte sin lid til, at andre på holdet kan sparke bolden i kassen. Holdet må således undvære Hulk i de kommende fire til seks uger, efter han pådrog sig en forstrækning i låret i weekendens 1-0-sejr over Lokomotiv Moskva.

Skaden betyder, at Hulk ikke bliver klar til de to første kampe i Champions League, hvor Zenit møder Benfica den 16. september og Monaco den 1. oktober.

Nyheden er et hårdt slag for Zenit og ikke mindst Hulk selv, der har indledt sæsonen på fornem vis ved at nette fem gange i de første seks kampe i den russiske Premier League.