Han var det, man nu om dage kalder en ægte måltyv, en afslutter på evig jagt efter den bold, han sådan set helt og holdent betragtede som sin egen.
Ole Madsen var tressernes danske nationalbomber, længe har han levet uden for rampelyset, gemt, men aldrig glemt - i dag runder han de halvfjerds og fejres på behørig vis af sin gamle klub HIK.
Madsen bør huskes for mange ting, men et enkelt af hans mange mål har for tid og evighed sikret sig sin faste plads i berømmelsens bog.
I juni 1965 stod det atter på svenskertræf i Idrætsparken, de rød-hvide vandt en af de sjældne sejre over arvefjenden, og Madsen lagde bunden med scoringen til 1-0, da han typisk for ham jagtede en løs tilbagelægning og med et hælspark fuldstændig paralyserede den svenske keeper. Et mål der sagtens tåler et gensyn selv i sort og hvidt og givetvis vil være at finde blandt de nominerede, når prisen for det berømteste landskampsmål engang skal uddeles.
Det var dengang, at venskabskampene (og mere var det jo ikke) mod de blå-gule, som en årligt tilbagevendende begivenhed, overskyggede alt andet, der foregik på fodboldens hjemlige parnas. Og det var netop i en anden kamp mod svenskerne syv år tidligere, at Madsen i sin blot anden optræden i den nationale spilledragt i den grad stjal billedet med sine to scoringer på Råsunda i Stockholm, hvor arvefjendeopgøret endte 4-4. Hvilket var ikke så lidt af en bedrift, eftersom svenskerne på tidspunktet faktisk var regerende viceverdensmestre.
I dag ville man kalde Ole Madsen en kynisk angriber, typen der ofte lukrerede på modstandernes fejl, ingen lysende kollektiv spiller...man havde da set ham aflevere bolden til en holdkollega, men det var vist ikke noget, der hændte hvert år...Men så længe de typer leverer varen, er der ingen problemer, og det gjorde Madsen på samlebånd med sin energi og egoisme parret med en enorm hurtighed.
Med sine 1,71 i højden var han bestemt ikke noget brød af en bomber, men han tog de slagsmål, der kom i feltet og brokkede sig aldrig over modstandernes hårdhændede metoder. Det har vi bl.a. fra dette blads nuværende annoncechef Erik Martin, der i sin tid som ung HIK-innerwing i følge eget udsagn forsynede sin berømte holdkammerat med ikke så få fornemme pasninger...
Det var samme Madsen, som signerede alle seks scoringer, da Danmark i 1963 måtte have tre kampe for at eliminere Luxembourg (!) på vejen til Nations Cup året efter, en slags forløber for EM-slutrunden. Intet under at HIK-angriberen var at finde blandt tidens populæreste spillere, "vognmanden", som han populært kaldtes qua sit job i familiefirmaet, kendte kun den direkte vej mod buret, og det med en beslutsomhed, der tog kegler på tribunerne. Aviserne plejede da også at kalde ham "folkets Ole".
En brækket næse og efterfølgende hospitalsophold kostede i 1963 Ole Madsen en kontrakt med den italienske klub Atalanta, men to år senere sikrede Sparta Rotterdam sig den danske bombers signatur. Højdepunktet var den vundne pokalfinale mod ADO Den Haag i 1966 med Madsen i rollen som matchvinder. Efter tre sæsoner i den hollandske liga vendte ham hjem til Danmark og til HIK i tredje division, selv om storklubber stod i kø for at byde sig til over for den efterhånden alderstegne forward. Således nåede han bemærkelsesværdigt nok aldrig at optræde i den bedste, hjemlige række.
Madsen ville tilbage til sine gamle venner - og at der så kom nogle kurrer på tråden, fordi han medbragte nogle idéer fra den store verden, som ikke helt matchede et dansk amatørmiljø, er så en anden sag. I 1969, året efter hjemkomsten, spillede han sin sidste kamp for Hellerup-klubben, en ledbåndsskade i en kamp mod Norge kostede karrieren. 10 år senere så man i en periode Madsen i en managerrolle i HIK, det var lige efter indførelsen af betalt fodbold.
Siden er Ole Madsen forsvundet ud af fodboldens verden, lysten til at give interviews for at mindes de gode gamle dage har han forlængst givet slip på, men glemt bliver han aldrig, dette tresserikon, folk husker de store spillere, og det mangler da bare, at HIK i dag holder reception i klubbens lokaler (fra 10.30 til13.00) for sit største navn nogensinde og en af dansk fodbolds mest folkekære forwards, der altid vil blive husket som "ham med hælsparket".
