FIFA: Argentiner, portugiser og franskmand nomineret til årets bedste
David Ramos / Getty Images
Generelle

FIFA: Argentiner, portugiser og franskmand nomineret til årets bedste

FIFA har nomineret Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Antoine Griezmann til årets bedste fodboldspiller.

I går offentliggjorde FIFA, hvilke 55 spillere, der er nomineret til at komme på årets hold, og i dag har de offentliggjort hvem, der er nomineret til at blive årets mandlige fodboldspiller.

Blandt de tre er den portugisiske europamester Cristiano Ronaldo. Ud over at han blev europamester med Portugal efter en finalesejr over Frankrig, vandt han også Champions League med Real Madrid efter en straffesparksafslutning, hvor han scorede det afgørende mål. Ronaldo blev også topscorer i turneringen med 16 træffere.

Lionel Messi er også nomineret, efter han blev spansk mester med FC Barcelona. På vejen scorede han 26 ligamål. Messi nåede også at vinde den spanske pokalturnering med Barcelona, men måtte se sig slået i Copa America-finalen med Argentina af Chile.

Den sidste af de tre nominerede er franskmanden Antoine Griezmann fra Atletico Madrid. Franskmanden kom i Champions League-finalen, i EM-finalen og blev nummer tre i den spanske liga, hvor han blev sin klubs topscorer. Han blev også turneringstopscorer ved EM.

FIFA's kåring af årets bedste spiller bliver offentliggjort til FIFA's store award-show d. 9. januar 2017 i Zürich.