FCKere varmer bænk for Sverige

Johan Wiland sidder på bænken sammen med Oscar Wendt, når Sverige i aften spiller imod Ungarn.
Wendt og Wiland er blandt reserverne, når Sverige i aften åbner deres EM-kvalifikation hjemme mod Ungarn. Og det gør de også med en overraskelse på bænken.

Klokken otte i aften vil fodboldfolket flokkes på Råsunda, når Sverige tager imod Ungarn oppe i Stockholm, og Zlatan Ibrahimovic spiller sin første landskamp som AC Milan-spiller. Og det kan et par FCK'ere også følge fra nærmeste hold, for både venstrebacken Oscar Wendt og Johan Wiland sidder på bænken for svenskerne i aften.

Det er der ikke noget mærkeligt i, for Wendt har fortsat ikke fået slået sig endelig vej ind på landsholdet i stedet for Behrang Safari, men har dog været med i tre landskampe i år, så han nu er oppe på 10 for Sverige.

Wiland står fortsat kun noteret for tre, og den seneste var tilbage i januar 2008, men alligevel er det fremskridt for FCK-keeperen, der har kæmpet om reservepladsen med Eddie Gustafsson fra Red Bull Salzburg og Johan Dahlin fra Malmö. For Andreas Isaksson er sikkert førstevalg med efterhånden 77 landskampe, men aktuelt lader det til, at det er Wiland, der er nummer to i det svenske målmandshierarki, hvilket dog også skyldes, at den amerikansk-fødte Gustafsson er langt fra et comeback, efter han brækkede benet i april.

Ellers går snakken i det svenske på, at rutinerede Kim Källström fra Lyon for anden kamp i træk er vraget til midtbanen i stedet for Pontus Wernbloom fra hollandske AZ, mens der også med spænding bliver set frem til samspillet mellem Ola Toivonen og Zlatan Ibrahimovic.

- Jeg kombinerer godt med Ola. Han læser spillet godt og har også et fint touch, roste den store stjerne Ibrahimovic for nylig.

Sådan stiller Erik Hamrén Sverige op i aften: Isaksson - Lustig, Mellberg, Majstorovic, Safari - Svensson, Wernbloom - Elmander, Toivonen, Bajrami - Ibrahimovic.



Få Tipsbladet gratis tre fredage i træk. Bestil her!
 

Afstemning

Hvilken »ny« Superliga-angriber scorer mest i foråret?:

Seneste nyt på tipsbladet.dk