Esbjerg straffede uskarpe FCK
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Esbjerg straffede uskarpe FCK

"Vind for Corner" stod der på et banner fra FC København-fansene, men det formåede spillerne ikke. Den første pokalsemifinale mod Esbjerg endte 1-1.

Tipsbladet.dk i Telia Parken

Et mesterskab bliver det næppe til for FC København, så hvis Danmarks største fodboldklub skal komme ud af denne sæson med en titel, så skal løverne vinde pokalturneringen. Torsdag aften skulle FCK tage det første skridt mod finalen, da Esbjerg var på besøg i Telia Parken i semifinalen.

Og Ståle Solbakkens tropper burde have løst den opgave. FC København var fuldstændig toneangivende målt på spil og chancer i opgøret, men når man ikke kender sin besøgelsestid, kan det ende skidt, og det gjorde det for hjemmeholdet. Esbjerg fik således 1-1 med fra hovedstaden.

Der var blot spillet ti minutter, da værterne bragte sig foran. Esbjergs Ryan Johnson Laursen mistede bolden på et farligt sted til Youssef Toutouh, og så kunne den tidligere Esbjerg-spiller sætte i fuld firspring mod gæsternes mål, inden han med et resolut spark gjorde det til 1-0 bag Martin Dubravka.

Få minutter senere var Youssef Toutouh tæt på at blive dobbelt målscorer, da han sparkede et frispark ala det, som han scorede på mod Silkeborg i mandags, men denne gang gik bolden lige akkurat forbi mål. FC Københavns tredje chance i kampen tilfaldt såmænd også Toutouh, da han efter 22 minutter helflugtede et indlæg fra Christoffer Remmer forbi mål.

Det var på alle måder FC København, der dominerede i indledningen. Og det blev de sådan set ved med. Efter 36 minutter blev Ryan Johnson Laursen igen tørret af Youssef Toutouh, som afleverede bolden videre til Ludwig Augustinsson, der serverede den skråt bagud for Daniel Amartey, men Michael Jakobsen kom i vejen for afslutningen.

Dette blev også den sidste afslutning i en første halvleg, hvor der stod FC København på det hele, og Esbjeg ikke tilspillede sig en eneste chance.

I anden halvleg var det også FC København, der startede bedst, og efter fem minutter kunne Nicolai Jørgensen have fordoblet til 2-0, men afslutningen susede lige over mål. Efter præcis en times spil tilspillede FCK sig endnu en chance, og denne gang var der tale om en gigantisk en af slagsen. Steve de Ridder lagde en perfekt bold ind i panden på en fuldstændig blank Björn Siguardarson, der formentlig kan se frem til en masse spilletid nu, hvor Andreas Cornelius er skadet, men islændingen skal arbejde på skarpheden. Han brændte således på det skammeligste.

Esbjerg skabte stort set intet i opgøret, og det fik tidligt i anden halvleg cheftræner Niels Frederiksen til at sende Mick van Buren i aktion. Det var en rigtig god ide. Hollænderen formåede nemlig at omsætte vestjydernes første chance i kampen. Efter 68 minutter lagde uheldige Ryan Johnson Laursen en bold ind i feltet til Mohammed Fellah, der på smukkeste vis fik den sendt videre til van Buren, der ikke svigtede. 1-1.

Efterfølgende bød Nicolai Jørgensen sig til med et par giftige afslutninger på Martin Dubravka, men Esbjerg-keeperen stod en god kamp og lod sig ikke sådan overliste. Hverken af Nicolai Jørgensen eller nogen anden FCK-spiller i resten af kampen, og dermed fik Esbjerg noget ufortjent 1-1 med sig fra den første semifinale og dermed et glimrende udgangspunkt. Med lidt held kunne gæsterne sågar også have vundet kampen, men Stephan Andersen reddede Hans Henrik Andreasens langskud efter 80 minutter.

Der er returkamp på Blue Water Arena i Esbjerg torsdag den 30. april.