DBU-formand vil ikke være en del af korrupt FIFA
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

DBU-formand vil ikke være en del af korrupt FIFA

Jesper Møller, der er formand i DBU, har ikke lyst til at være medlem af en organisation, hvor bestikkelse er en del af hverdagen. Derfor vil han have UEFA til at tage affære i fællesskab.

Alene kan Danmark ikke gøre noget, men i samlet flok med resten af Europa kan vi måske. Formanden for DBU, Jesper Møller, forventer, at UEFA-præsident Michel Platini indkalder forbundene til møde i forbindelse med Champions League-finalen i næste weekend.

Her vil han have, at de skal diskutere, hvad de skal gøre. For noget skal der gøres.

- Vi vil ikke være en del af en organisation, der bliver omtalt som korrupt, og hvor bestikkelse åbenbart har været en del af hverdagen. Blatter sagde til os, at han ikke selv havde været involveret, og det er der heller ikke noget, der tyder på. Så havde FBI nok også talt med ham. Men det er sket på hans vagt, og derfor har han et ansvar. Vi har fået vedtaget 37 ud af 40 reformer siden 2011, men det nytter ikke noget, hvis de ikke bliver implementeret i dagligdagen helt fra toppen af ledelsen. Vi skal være sikre på, at det, der foregår i en organisation, vi er medlem af, foregår på en ordentlig og redelig måde. Får vi ikke den sikkerhed, må vi overveje, hvad vi gør, siger Jesper Møller til bt.dk.

Michel Platini har allerede antydet, at UEFA kan trække sig helt fra FIFA eller boykotte VM. Den slags vil Jesper Møller ikke udtale sig om, for det har ingen effekt, hvis Danmark går enegang. Først når der er enighed i UEFA, kan de handle.