Chilensk landsholdsprofil nærmer sig europæisk skifte
Foto: Polfoto
Generelle

Chilensk landsholdsprofil nærmer sig europæisk skifte

Charles Aránguiz, der rygtes til både Marseille og Leverkusen, træner ikke med i Internacional for tiden.

Rygterne om Charles Aránguiz' fremtid er taget til, efter midtbanespilleren spillede en stor rolle i Chiles Copa América-triumf tidligere på sommeren.

Forleden afslørede Leverkusen, at de er enige med Aránguiz, men fortsat ikke har aftalt en pris med spillerens brasilianske klub Internacional. Marseille bejler dog også kraftigt til den 26-årige chilener. 

Hvor Aránguiz' fremtid ligger er altså ikke på plads endnu, men det virker sikkert, at han ikke fortsætter i Internacional.

Journalist hos Rádio Grenal Diogo Rossi skrev tirsdag aften på sin Twitter-profil, at Aránguiz var fraværende til Internacionals træning.

Aránguiz har aldrig spillet i Europa før. Inden skiftet til Internacional tørnede han ud for Universidad de Chile i hjemlandet.