Blatter får fransk modkandidat til FIFA-posten
Illustration
Generelle

Blatter får fransk modkandidat til FIFA-posten

FIFA-præsident Sepp Blatter vil fortsætte som formand for det internationale fodboldforbund. Nu får han dog modkandidat til formandsposten.

Sepp Blatter får konkurrence om formandposten, når det internationale fodboldforbund, FIFA, går til valg i 2015. Konkurrenten er fransk, men hedder ikke Michel Platini. Platini har tidligere afvist at stille op og vil blive som UEFA-formand nogle år endnu.

I stedet er modkandidaten franske Jerome Champagne. Den 56-årige tidligere diplomat har været i FIFA siden 1999 i forskellige roller, og Champagne har længe udtrykt utilfredshed med FIFA-bossen Blatter, ligesom han er kritisk over for FIFA's manglende åbenhed.

- Jeg kan bekræfte, at jeg skriftligt har informeret FIFA om, at jeg er kandidat til formandsposten i 2015. På det personlige plan er jeg glad for, at vi nu kan debattere fodbold og FIFA's fremtid, nu hvor der er en modkandidat, skriver Jerome Champagne på sit website og fortsætter:

- At debattere nogle problemer er jo normalt i en institution, der er bygget på demokrati. Derfor er det også vigtigt, at vi får en debat om tingene i gang, skriver Jerome Champagne.

Selv om Blatter-kritikere vil være glade for, at der nu er en modkandidat til den enerådige FIFA-præsident, så får Jerome Champagne det svært. Han ventes ikke at få succes med at vælge Sepp Blatter.